Landbrugets rolle i den grønne omstilling har været et stort og vigtigt emne i valgkampen. For landbrugets udledninger af drivhusgasser er en vigtig brik i Danmarks grønne omstilling frem mod 2030, som endnu ikke er faldet på plads. Hvis de meget ambitiøse danske klimamål ikke skal betyde en større nedgang i vækst og velstand, er en CO2-afgift, der også omfatter landbrugets udledninger, et helt afgørende værktøj. Uanset, at vi indbyrdes kan have forskelligt syn på det ideelle mål i klimapolitikken, er det helt centralt, at en pris på at udlede drivhusgasser er det mest effektive middel.
Afgiften gør ikke blot nye klimatiltag rentable, ligesom en støtteordning ville gøre. Afgiften har den fordel, at politikerne ikke på forhånd behøver vide, hvilket tiltag der skal i spil. Den påvirker også alle aktører og teknologier ens og altså ikke kun dem, der er i spil til en støtteordning. Derfor er afgiften langt mere effektiv og billigere samfundsøkonomisk end andre indgreb. Det er af den grund, at en CO2-afgift, og dens nære slægtning CO2-kvoten, er økonomernes favoritværktøj, når det kommer til at reducere Danmarks klimabelastning.
Inden sommerferien vedtog folketinget en CO2-afgift for blandt andet industrien. I dag er der derfor praktisk taget kun en enkelt sektor i Danmark, som ikke betaler for sine udledninger af drivhusgasser – nemlig landbruget. En CO2-afgift på landbruget bør derfor være blandt de allerøverste punkter på politikernes dosmerseddel efter valget uanset hvem, der danner regering.
Aftalen om CO2-afgift på industrien fulgte en af modellerne fra professor Michael Svarers ekspertgruppe – stort set til punkt og prikke. Omkring årsskiftet kommer ekspertgruppens endelige rapport, som blandt andet skal indeholde en vurdering af mulighederne for og konsekvenserne ved at pålægge landbruget en CO2-afgift. Vi forventer, at rapporten vil levere vigtig viden i forhold til, hvordan man designer en CO2-afgift for landbruget. Men vi tør godt lægge hovedet på blokken allerede nu ift., at en CO2-afgift er en del af den billigste løsning på landbrugets grønne omstilling.
På sin vis forstår vi godt, at politikerne tog fat på industriens udledninger før landbrugets. For landbrugets grønne omstilling er en hård nød at knække. Men vi mener ikke, at udfordringerne med en afgift for landbruget betyder, at man skal opgive ideen om en afgift. Groft sagt er alle andre løsninger, man kan finde på, nemlig dårligere. Markedet for at udvikle teknologiske løsninger fungerer bedst, når der både er en generel økonomisk tilskyndelse til at gøre det og incitament til at tage teknologierne i brug, og en afgift giver netop dette. Direkte regulering er også omkostningsfuld og mindre effektiv end en afgift. Det samme gælder direkte støtte til at begrænse udledningerne. Pengene rækker længere, hvis de for eksempel i stedet udbetales som kompensation for en afgift.
Hvis ikke vi griber om landbrugets udledninger, må andre brancher holde endnu mere for. Disse brancher har allerede reduceret de billigste udledninger, og yderligere reduktioner er derfor dyrere.
Samlet bliver det derfor en dyrere vej til at nå i mål med den grønne omstilling.
Det også vigtigt, at politikerne ikke lægger så mange bånd på en afgift, at den ikke kommer til at virke hensigtsmæssigt. Hvis en afgift skal virke på klimaet, kan den ikke undgå at føre til for eksempel højere priser på nogle fødevarer og højere omkostninger i landbruget og følgeerhvervene. Man kan til gengæld vælge at kompensere for indkomsttab hos forbrugere og landbrug gennem andre redskaber.
Vi underskrivere er ikke enige i alle detaljer omkring, hvordan afgiften indrettes bedst muligt. I sidste ende er det politiske afvejninger, der skal balancere de forskellige hensyn. Men vi er da enige så langt, at vi ser den grønne omstilling som en bunden opgave. Hvis ikke landbruget løfter sin del af opgaven, bliver byrden så meget desto større for de resterende dele af samfundet.
En velgennemtænkt CO2-afgift på landbruget er afgørende for, at omstillingen ikke bliver unødig dyr.
Find debatindlægget i Berlingske her.
