Indlægget er bragt i Politiken den 19 marts 2017
Det er glædeligt, at det langt om længe er ved at være forår i dansk økonomi. Men der er en fare for, at fortsat fremgang vil føre til overophedning med mangel på arbejdskraft og galoperende lønstigninger. Det vil kunne sætte fremgangen over styr. Arbejdskraftreserverne, der kan træde ind på arbejdsmarkedet, ser nemlig ud til at være reducerede. Det vil være politisk klogt, at være opmærksom på denne risiko og have en finanspolitisk nødbremse klar.
Lige her og nu er konjunkturen stadigvæk tæt på neutral eller svagt negativ, men indikatorerne peger mod ophedning. Manglen på arbejdskraft både i industrien og bygge- og anlægssektoren er ved at være tilbage på niveauet fra 2006, kort inden arbejdsmarkedet for alvor blev overophedet forud for finanskrisen.
Tilsvarende har der længe været en stigende tendens i antallet af opslåede stillinger, og forholdet mellem antal ledige stillinger og antal arbejdsløse svarer nu til situationen i midten af 2006. Stigningstakten i disse indikatorer er dog lavere end dengang, og andre indikatorer viser kun begyndende tegn på flaskehalse. Fx er niveauet i den forgæves rekruttering stadigvæk lavere end i 2006.
Det samlede billede er dog, at presset på arbejdsmarkedet stiger, og det kan ses i de private reallønstigninger, som har været tiltagende gennem fire år og nu er tilbage på 2005-06 niveau.
Skiftende regeringer har gennemført en række strukturreformer, der har øget den strukturelle arbejdsstyrke og sænket den strukturelle ledighed (arbejdsstyrken hhv. ledigheden i en gennemsnitlig konjunktursituation). Disse reformer har bidraget positivt til at reducere det betydelige holdbarhedsproblem, Danmark tidligere stod overfor.
Men med en højere strukturel arbejdsstyrke og lavere strukturel ledighed er der færre arbejdskraftreserver, der kan træde ind på arbejdsmarkedet, når konjunkturen ophedes.
De studerende er uden for arbejdsmarkedet, men er en del af den reserve, der kan træde ind. Det gjorde de i vidt omfang op mod finanskrisen, men den nylige fremdriftsreform tilskynder de studerende til at fokusere på studierne. Det kan samlet set være hensigtsmæssigt, men det betyder også, at de studerende i dag i mindre grad står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Flere og flere udlændinge arbejder i Danmark. Antallet af grænsearbejdere steg op mod finanskrisen fra stort set ingen til 50.000. Antallet ligger i dag på omkring 35.000. Figuren viser, hvorledes tilstrømningen af grænsearbejdere har udviklet sig. Udviklingen op mod og efter finanskrisen indikerer, at stigningen skyldes såvel et strukturelt skrifte som et konjunkturelement. EU’s østudvidelse i 2004 gav med ét slag Danmark mulighed for at trække på en ny udenlandsk arbejdskraftreserve, hvilket medvirkede til den kraftige stigning i antallet af grænsearbejdere op mod finanskrisen. I de kommende år åbner der sig ikke nye udenlandske arbejdsmarkeder. Som udgangspunkt kan vi altså ikke i en fremtidig ophedning forvente en tilsvarende hurtig tilstrømning.
Også andre forhold peger på, at det er tvivlsomt, om udenlandsk arbejdskraft kan udgøre en reserve, der er tilstrækkelig til at forebygge flaskehalse. For det første er der aktuelt højkonjunktur i store dele af Østeuropa, så det kan blive sværere at tiltrække arbejdskraft herfra. For det andet er det i mange stillinger nødvendigt at have særligt kendskab til dansk og danske forhold og regler. I disse job kan en udlænding ikke nødvendigvis indtræde på kort sigt. For det tredje var det erfaringen op til finanskrisen, at en massiv tilgang af udenlandsk arbejdskraft ikke kunne forhindre en betydelig økonomisk overophedning.
Pga. de begrænsede reserver er der en risiko for, at en økonomisk overophedning kan indtræffe hurtigere, end man umiddelbart ville forvente.
Man bør derfor også på kort sigt have planerne – “nødbremsen” – klar for en finanspolitik, der er strammere end den p.t. planlagte.
De officielle vurderinger af den fremtidige konjunktursituation forudsætter en ganske afdæmpet udvikling i det offentlige forbrug (lavere, end det såkaldt fulde demografiske træk), og der er skåret en del i overførselsindkomsterne i forbindelse med de senere års reformer. Det betyder, at den planlagte finanspolitik allerede bygger på ganske stramme forudsætninger.
Det gør det alt andet lige sværere at gennemføre en nødopbremsning. Og planer om nye skattelettelser finansieret af planer om en langsommere udvikling i det offentlige forbrug og indkomstoverførsler forekommer i det nuværende konjunkturbillede risikable, fordi man kan tvivle på, om der nu også bliver tale om reel her-og-nu-finansiering.
Krakas anbefaling til Christiansborg er derfor: Definér nødbremsen, og hold den klar og vær yderst varsom med skattelettelser med tvivlsom finansiering.
