Tilbage i 00’erne var dansk økonomi særdeles uholdbar – vi kunne se frem til stigende underskud på statens finanser. Det var i særlig grad den aldrende befolkning, der sammen med den tidlige og fastholdte tilbagetrækningsalder forårsagede problemerne. I 2006 og 2011 blev der derfor indgået politiske aftaler, der hæver tilbagetrækningsalderen i takt med stigende levealder, hen mod et langsigtet mål om et forventet otium på 14,5 år.
Aftalerne har bidraget afgørende til at sikre holdbarhed i dansk økonomi. Målt med den traditionelle såkaldte holdbarhedsindikator er dansk økonomi ”overholdbar” med 0,9 pct. af BNP. Statens finanser vil altså akkurat hænge sammen på lang sigt, hvis den offentlige saldo permanent forværres med 0,9 pct. af BNP.
En række andre arbejdsmarkedsreformer har bidraget yderligere til at sikre holdbarhed og er allerede trådt i kraft, dvs. de nuværende generationer løfter deres del af byrden. Men med aftalerne om tilbagetrækning har vi i højere grad skudt problemerne til fremtiden, og dermed efterladt en ”regning i børneværelset”.
Problemet forøges, fordi levealderen glædeligt stiger hurtigere end man forventede, da aftalerne blev indgået. Men aftalernes forsinkelsesmekanismer betyder, at mange generationer vil kunne forvente et længere otium – op imod 19 år for en person, der i dag står over for pensionering. I det lys var regeringens ønske i 2025-planen forholdsvist beskedent: Man ville udskyde tilbagetrækningsalderen med et halvt år for personer født mellem 1958 og 1978, hvilket – efter Finansministeriets vurdering – stort set ville have løst hængekøjeproblematikken. Regeringen opgav i sidste uge at fremrykke en senere tilbagetrækningsalder, da der ikke kunne findes flertal herfor.
Finansministeriet har udviklet en ny såkaldt ”generationsneutral” holdbarhedsindikator, der opgør holdbarheden, hvis man ikke indregner politiske tiltag, der, ligesom aftalerne om tilbagetrækningsalderen, stiller fremtidige generationer dårligere end de nuværende. Ud over effekten fra tilbagetrækningsalderen, der er den største, fraregnes den permanente prisregulering af børnefamilieydelse og boligsikring samt den nominelle fastlåsning af den grønne check.
Den generationsneutrale holdbarhedsindikator er på -0,2 pct. af BNP. Dvs. dansk økonomi er med et generationsneutralt udgangspunkt uholdbar, og vi efterlader en regning i børneværelset på 4 mia. kr. Dertil kommer, at den netop vedtagne boligskatteaftale indeholder en skatterabat til de nuværende boligejere, som de fremtidige ikke får. Det forøger regningen i børneværelset, men den præcise stigning er endnu ikke opgjort.
Der er et politisk valg at pålægge fremtidige generationer at yde relativt mere til de offentlige finanser – de kan jo pga. produktivitetsvæksten også se frem til et større privatforbrug end vi, så samlet set stilles de måske ikke så dårligt endda. Men den generationsneutrale holdbarhedsindikator tydeliggør at vi har pålagt dem en årlig byrde på 4 mia. kr., vi ikke selv vil påtage os.
Langsigtet holdbarhed er ikke i sig selv nok til at sikre sunde statsfinanser. Ifølge Finansministeriet kan vi se frem til en såkaldt ”hængekøje”, hvor statsbudgettet i en periode fra slutningen af 2020’erne til godt ind i 2050’erne ikke vil hænge sammen. Det Økonomiske Råd er dog ikke enige i denne vurdering og skønner ikke længere, at der er en hængekøjeudfordring.
Men selv hvis De Økonomiske Råd har ret i, at hængekøjeproblemet er løst, kan den senere tilbagetrækningsalder for de nuværende generationer være værd at overveje: Det kan fx finansiere skattelettelser, højere offentligt forbrug eller andre højt prioriterede politiske ønsker.
