Danmark oplever i disse år store ændringer i befolkningens bosætningsmønster. Både befolkning og arbejdspladser koncentreres i og omkring de store byer, mens befolkningstallet er dalende i de mindre byer og yderområderne, se figuren.
Den kommunale udligning har til formål at sikre borgerne et ensartet serviceniveau på tværs af landet. Dermed sikres fundamentale lighedsprincipper. Dette er imidlertid ikke tilstrækkeligt i forhold til at modvirke affolkningen i yder- og landkommuner. Derfor ønsker man fra centralt hold at gøre noget ekstra for modvirke denne tendens.
Emnet optager politikere både på nationalt og lokalt plan. Men skal man overhovedet modvirke tendensen til bosætning og koncentration af økonomisk aktivitet i og omkring de større byer? Og virker tiltagene overhovedet?
Hvorfor vil vi bo i byerne?
Der er samfundsøkonomiske fordele ved, at befolkningen koncentreres i og omkring de større byer. Dette skyldes den såkaldte samlokaliseringseffekt, der er et resultat af en højere produktivitet i byerne.
Produktivitetsgevinsten i byerne opstår blandt andet fordi, at en høj jobkoncentration giver et bedre match mellem virksomhed og medarbejder. Og særligt for højteknologiske og videnstunge virksomheder mener man, at en høj jobkoncentration giver mulighed for deling og spredning af information og ideer ved personlig interaktion. Ikke bare mellem ansatte i den enkelte virksomhed men også mellem ansatte fra forskellige virksomheder.
For den enkelte er der umiddelbart en privatøkonomisk gevinst i form af højere løn ved bosætte sig og arbejde i byen. Denne fordel opvejes dog til dels af de højere boligpriser i byerne samt de negative effekter af at bo tæt såsom trængsel, støj, luftforurening, etc. For samfundet opstår den økonomiske gevinst af samlokalisering ved, at den højere løn i byen giver en gevinst for statskassen i form af højere indkomstskatter. Derudover er der også en afledt effekt, idet andres produktivitet øges, hvis den enkelte vælger at bo tæt på andre.
Når den enkelte vælger bopæl, er han/hun ligeglad med de samfundsøkonomiske gevinster. Man kan derfor lidt forenklet sige, at de nuværende vandringer afspejler de privatøkonomiske fordele, og altså sker af sig selv. Nogle flytter mod byerne for at udnytte byens fordele herunder de højere lønninger, andre at blive boende på landet for at nyde natur og nærmiljø.
Hvorvidt de danske byer og hovedstadsområdet har den samfundsøkonomisk optimale størrelse eller burde have højere/lavere befolkningstæthed, er et åbent spørgsmål. København oplever i disse år en vækst i nybyggede boliger. På trods heraf er boligpriserne i København væsentligt højere end i resten af landet. Dette afspejler, at området er meget attraktivt bosætningsmæssigt enten på grund af de højere lønninger og/eller på grund af andre bykvaliteter (kultur, butikker, restauranter etc.).
Hvorfor holde liv i yderområderne?
Bagsiden af den øgede urbanisering er affolkning af yderområderne i form af færre i den arbejdsdygtige alder og faldende indkomstniveau. Ofte er denne udvikling selvforstærkende, idet der skal være et vist befolkningsgrundlag for at kunne opretholde de ting, der gør et område attraktivt i bosætningsmæssig sammenhæng, fx lokale skoler, daginstitutioner og detailhandel.
Der er fra politisk side bred enighed om, at man ønsker at holde liv i yderområder, der lig-ger langt fra de større byer. I forhold til dette bør de følgende to ting stå klart. For det første har det en samfundsøkonomisk omkostning i form af lavere velstand at modvirke ten-densen til urbanisering. For det andet er det i strid med det såkaldte horisontale lighedsprincip, der tilsiger, at lige skal behandles lige, at begunstige befolkningsgrupper eller virksomheder alene fordi, de er lokaliseret i et bestemt område.
Det overordnede princip for tildeling af støtte til yderområderne bør være, at midlet bestemmes af formålet med støtten. Hvis man ønsker at afhjælpe indkomstulighed bør dette ske ved hjælp af skatter og subsidier målrettet personer med lav indkomst – ikke områder med lav indkomst. Hvis man ønsker at bevare områder med særlige natur- eller kulturmæssige værdier bør dette gøres via generelle natur- og kulturstøtte programmer, som alle geografiske områder har adgang til.
Affolkningen af yderområderne afspejler, at de privatøkonomiske fordele ved at bo i disse områder er for lav. Hvis man mener, at selve det, at der bor mennesker i yderområderne, har en selvstændig værdi for alle andre i samfundet, er dette et argument for at subsidiere bosætning i disse områder. I så fald bør man afklare, hvor stor denne værdi af ”et levende område” er i forhold til at fastlægge størrelsen på støtten.
Så inden man forsøger at ”redde” yderområder, bør man gøre sig følgende overvejelser.
Formålet med støtte til yderområderne bør være klart og afgørende for tiltaget. Særlig begunstigelse af befolkningsgrupper alene på baggrund af bopæl kan være i strid med grund-læggende lighedsprincipper. Det kan være en umulig og dyr kamp at stoppe afvandringen fra yderområderne. Og skulle det endelig lykkes at stoppe udviklingen, vil prisen være en lavere økonomisk vækst.
