Indlægget er bragt på Finans.dk d. 26. september 2018
Op mod et valg pakkes politiske udspil ofte ind i flotte ord og vendinger mens regningen ignoreres. I dette valgår holder vi i Kraka ekstra øje med, om indholdet kan bære den fine indpakning, og om der skulle gemme sig en regning i pakken. Landspolitikerne har netop leveret to dugfriske eksempler.
Lanceringen af regeringens finanslovsforslag gik til UG for spinapparatet: Forslagets initiativer blev sendt én dag ad gangen til skiftende medier, som slog den ”lækkede” solohistorie stort op. Ved præsentationen af det samlede forslag stod borgerne med følelsen af, at en sand gaveregn havde ramt dem, som flere medier og politiske kommentatorer omtalte forslaget. En Kraka-analyse viser imidlertid, at det faktisk indeholder færre penge til offentligt forbrug pr. borger, og således ikke kan betegnes som en gaveregn. Indpakningen var for pæn.
Socialdemokratiet fulgte trop med en lang liste af tiltag, de vil prioritere i finansloven. De glemte bare den del, hvor de fortæller, hvad de mange indsatser for velfærd og miljø mv. koster. Enten er pakken for pæn, eller også ligger der en diskret regning inde i pakken.
Den politiske kommunikation stiller store krav til vælgerne. Mit bedste råd er, at man skal stille det samme spørgsmål, som Claus Hjort Frederiksen (V) havde som mantra op til valgkampen i 2011: ”Hvor skal pengene komme fra?” Uanset om det er til offentligt forbrug eller skattelettelser, skal dette spørgsmål besvares den kommende tid.
Hvis politikerne ikke peger på, hvor pengene skal komme fra, er der kun én mulig kilde, nemlig det finanspolitiske råderum. Det lyder jo tilforladeligt – et råderum er vel til for at blive rådet over – men det er langt fra uproblematisk.
Der er 27,5 mia. kr. i råderummet frem til 2025. Men vi bliver flere danskere og andelen af ældre stiger. Dette demografisk træk spiser stort set hele råderummet. Nye tiltag udover dette betyder færre penge pr. borger til offentligt forbrug, højere skatter eller flere reformer.
Når kommuner, regioner og stat – vuggestuer, sygehuse og uddannelsesinstitutioner – får færre penge pr. borger, er der tre muligheder: 1) Pengene smøres tyndere ud, og dermed sænkes serviceniveauet. 2) Der arbejdes smartere og/eller spildtid fjernes. Dermed øges effektiviteten. 3) De ansatte må løbe lidt hurtigere for at få enderne til at mødes. Dermed forringes arbejdsvilkårene.
Håndtag 2 er naturligvis at foretrække, og det er da også sandsynligt, at det offentlige kan effektivisere. Men bruger landspolitikerne penge på nye tiltag, som betyder færre kr. per borger, uden selv at anvise vejen til bedre effektivitet, sendes aben videre til de lokale politikere og institutioner, som selv må hive i håndtag 1,2 og 3 for at skaffe finansieringen.
Så husk at tjekke om den næste politiker fortæller, hvor pengene skal komme fra. Hvis ikke de har en konkret finansiering, prioritering eller plan for effektivisering/afbureaukratisering, så ligger der sandsynligvis en diskret, ubetalt regning i pakken.