Der er fart på det københavnske boligmarked i øjeblikket. Både salgstider og nedslag er de laveste siden 2021, under coronaepidemien, hvor der senest var fuld damp på. Ejerboligerne er vokset med to-cifrede årlige vækstrater siden foråret 2024. Prisstigningerne kommer selvom boligbyrden – hvor stor en del af en gennemsnitlig indkomst, det koster at købe en gennemsnitlig bolig med fuld belåning – er på et højt niveau, som i nyere tid kun er set højere under 00’ernes boligboble.
Det høje prisniveau og prisvækst frustrerer mange – især dem, som står udenfor boligmarkedet, og kan se mulighederne for at komme ind blive dårligere og dårligere. Det skorter da derfor heller ikke på kreative forslag, som skal hjælpe de ildestedte, hvad enten det er de unge, som gerne vil have lov at bruge deres pensionsopsparing på bolig, eller bankernes interesseorganisation, som gerne vil have lempet reglerne, så de kan låne flere ud til unge menneskers boligkøb. Fælles for den slags forslag er som regel, at de vil øge boligefterspørgselen ved at flere kan være med, og dermed drive priserne yderligere i vejret, og få andre, som ikke har glæde af forslagene, til at miste adgangen til boligmarkedet.
Også fra politisk hold finder man kreative løsninger, som på papiret kan lyde lokkende – det kan fx være at man skal bygge færre private lejeboliger (som er dyre), for at bygge flere almene lejeboliger eller andelsboliger (som er billige). Eller forslag om at man skal prioritere ejerboliger eller konvertere almene boliger til ejerboliger (så prisen på disse kan falde). Fælles for disse forslag er, at de næppe vil være særlig virksomme til at sænke den generelle pris på at bo i København – ganske vist kan det flytte lidt rundt på priserne mellem de enkelte boligtyper, men man skal huske, at det der bliver mindre af, bliver dyrere, eller får længere ventelister, så samlet set er man lige vidt ift. den samlede tilgængelighed til boligmarkedet.
Det som for alvor vil kunne dæmpe prisstigningerne, er at bygge mere helt generelt. Det er da også en gennemgående erkendelse blandt partierne i Borgerrepræsentationen når de bliver spurgt. Men i praksis ser politikerne ud til at være mindst lige så interesserede i at lægge alvorlige benspænd ind overfor mere byggeri, såsom at stoppe at udviklingen af nye bydele eller den seneste ide om et forbud mod at bygge i mere end femte sals højde i København.
Når plads er den helt afgørende knappe ressource – boliger på landet koster en brøkdel af hvad de koster i og omkring København – så er det vigtigt, at den udnyttes optimalt. Det gør man ikke ved at forbyde at bygge i højden alle steder.
Den førte bolig- og byudviklingspolitik synes ofte at bære præg af det evige dilemma mellem at varetage interesserne for dem, som står udenfor, og dem som står indenfor. Blandt de eksisterende beboere vil der næsten altid være modstand mod at bygge mere eller højere, da nogen vil blive genereret, og disse protesterer højlydt. Omvendt hører ingen fra dem, som har glæde af et større boligudbud i form af lavere priser om 5, 10 eller 20 år.
Fremtidens indbyggere kan ikke stemme til det næste valg, og hvem skal så tale deres sag? Spørgsmålet er derfor om dette dilemma dømmer København og andre byområder til for evigt at have en utilstrækkelig byudviklingspolitik. Udfordringen synes meget svær at løse. Vi kan vel egentlig kun håbe på og opfordre til, at politikere og vælgere tør tilgodese fremtidige beboere selvom det ikke er de nuværende beboeres interesse.
