Indlægget er bragt i Jyllands-Posten d. 29. november 2018
Som økonom må man ofte lægge øre til, at vores modeller er forkerte og at vores lærebøger bør skrives om. Mest kendt er nok tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens ytring om dette i november 2007 – en situation, der i bagklogskabens klare lys ser noget uheldig ud. Økonomerne bliver stadig klogere, og der udgives nye og bedre lærebøger, men de grundlæggende erkendelser fra tidligere lærebøger har vist sig overordentlig robuste.
I 2016 stod vi økonomer selv i dilemmaet – skulle vi stole på de ting, vi har lært om sammenhængene i økonomien, eller på de tal vi så? Kilden til undren var den usædvanligt sløje vækst i dansk økonomi, målt ved BNP, som ikke hang sammen med de øvrige indikationer fra økonomien, herunder en (på det tidspunkt) tre års uafbrudt fremgang i lønmodtagerbeskæftigelsen.
Undsætningen var dog nær. Med en massiv opjustering af væksttallene i november 2016, og endnu en opjustering af tallene for godt to uger siden, fik Danmarks Statistik igen tingene til at hænge nogenlunde sammen. Lettelsen kan brede sig; vi har nu et samstemmende arsenal af tal, som viser, at der var højkonjunktur i økonomien.
Opjusteringerne betyder dermed, at det ikke er lærebøgerne om økonomiske sammenhænge, der skal skrives om, men derimod historiebøgerne. Jeg er sikker på, at min underviserkollega på polit-studiets første semester glæder sig til at skrive pensumbogen ”Danmarks økonomi siden 1980” om. Nu kommer beskrivelsen af de seneste år til at passe smukt ind i den forventede orden, og perioden kan uden større krumspring beskrives som en højkonjunktur.
Oplevelsen har dog også givet anledning til bekymring, først og fremmest blandt de økonomer, som beskæftiger sig med analyser af kvartals- og månedstal. De store revisioner gør analyser på disse hurtige data mindre troværdige – en katastrofe for økonomer i fx finanssektoren, som forsøger at følge med tempoet på aktiemarkederne, hvor en nyhed ofte er gammel før kaffen er kold. Holdningen blandt disse økonomer synes nu at være, at kongetallet må abdicere.
De dårlige BNP-tal har haft en uomtvistelig betydning for den økonomisk-politiske debat de senere år. Dele af økonomstanden bærer dog et medansvar og har bidraget til de store overskrifter og skarpe konklusioner, når BNP-tallene så sløje ud. Det nævnes ikke altid, at de første kvartalstal for BNP har en kæmpe usikkerhed på +/- 0,5 pct.point.
Det er for let bare at kritisere Danmarks Statistik og selv glemme, at det ikke er noget nyt, at BNP løbende revideres og først erklæres endeligt efter ca. 3 år.
Kongetallet bør ikke abdicere. Det rummer, trods fejl og mangler, stadig central information om den økonomiske udvikling. Det er derimod en fejl, når økonomer, politikere og journalister bidrager til store overskrifter på et enkelt usikkert tal. Usikkerhederne bør i stedet præsenteres mere åbent – også selv om det er lidt mere kedeligt.
