Markeringskrigen mellem partierne forud for de store forhandlinger om ’fremtiden’ er i fuld gang. Og man skal ikke have bestået den store ledvogtereksamen for at forstå, at slaget om udlændingepolitikken bliver et kernepunkt. I dag har Dansk Folkeparti udsendt en liste over forslag, som vil få de fleste med blot den mindste sympati for flygtninge til at knibe en tåre. Sammen med kravet om at rykke først på at ændre på Danmarks deltagelse i konventionerne er presset på Løkke nu skruet uendeligt højt op.
Jeg har tidligere på denne plads skrevet, at forhandlingerne nok bliver overkommelige, trods alt. Det mener jeg fortsat. Men interessen må nu samle sig om hvor Løkke tvinges til slå stregen for at få et forlig i hus?
Selv er statsministeren reelt optaget af at kunne se sig i spejlet – også på udlændingeområdet. Derfor sendte han et klart signal herom i Jyllandsposten forleden. Der ER en grænse. Yderligere gik justitsministeren ud i weekenden med en melding om, at en egentlig krig med Islam ikke var målet – og at retorikken fra det yderste højre var farlig. Nok de mest fornuftige og balancerede ord der er kommet ud af Søren Pinds mund siden tiden som borgmester i den københavnske borgerrepræsentation.
Begge udtalelser, fra stats- og justitsministeren (Pind er sendt i byen), er møntet på at sikre en anelse selvbeherskelse hos Dansk Folkeparti. Ikke i det offentlige rum, så naiv er Løkke ikke – der vil Martin Henriksen fortsat løbe rundt aldeles uden halsbånd – men inde ved bordet, under forhandlingerne skal der være en forståelse for, at Venstre også ’skal have røven med sig hjem’. Trods alt.
Meget tyder på, at Løkke har nået sin personlige grænse for hvor hårdt man kan behandle udlændinge. Og hans bekymring for hvor slemt Danmark skal kunne hænges ud er måske inspireret af erindringen om billedet af ham selv iklædt naziuniform i britiske medier. Omvendt ved han, at mange lande i Europa (en Kraka-analyse har dog vist at i en lang række lande er beskæftigelsen og økonomisk nedtur den største bekymring, og ikke flygtninge) har samme problem med den yderste højrefløj, hvorfor at der er et vist spillerum i forhold til en ny stram lovgivning på feltet. Så langt hen af vejen handler alt dette om hvor manden, personen og mennesket Lars Løkke Rasmussen kan se sig selv i spejlet?
I det ene scenarium står han som en mand der kommer Thulesen Dahl lidt i møde, men ikke helt. Der ender vi nok. Sammen med Støjberg vil han finde på et par nye – symbolske – geværgreb, men ikke nogen der rigtig skader Danmarks (og Løkkes) renommé som eksempelvis smykkeloven gjorde. Lidt tilforladelig grænsekontrol osv.
I det andet scenarium tvinges Løkke til at gå med til en lang række stramninger, som han ikke selv kan acceptere. Hvor langt vil han gå? Liberal alliance har pt. travlt med at være enig med Dansk Folkeparti i næsten alle stramninger, de stiller op. Nok mest for at de sammen kan gå til Løkke, og det hele ender med salomoniske løsninger på topskat og udlændinge. Og Samuelsen dermed fritages for at vælte regeringen. Men i den løsning ligger desværre, at Løkke ikke kan se hverken sig selv eller Venstre i øjnene.
Så hvad gør man lige nu, når man er statsminister? Man forhandler og sætter sin grænse. Og i sidste ende beslutter man, om man fortsat vil være statsminister?
Traditionen for at man går af som regeringschef, når man ikke kan se sig selv i politikken er for længst blevet aflivet i Danmark. Schlüter udskrev det såkaldte ubåd-valg i april 1988, og siden har skiftende regeringen suget ydmygelser fra alternative flertal op som en Tesla-tunet støvsuger. Er Løkke – som den sidste udlændinge-mohikaner i blå blok – parat til at tage et valg herpå?
Jeg tvivler!
Nyd dagen Danmark…
