Indlægget er bragt på www.finans.dk d. 01. maj 2018.
I sidste uge blev de offentlige overenskomstaftaler endeligt forhandlet på plads. Medierne har især fokuseret på resultatet af de efterhånden berømte tre knaster: Lønvækst, den betalte spisepause og lærernes arbejdstid. Men det vigtigste resultat for lønmodtagerne er næppe de nævnte punkter.
Fagbevægelsen fik nemlig arbejdsgiverne med på at fjerne det såkaldte privatlønsværn man indførte ved forhandlinger i 2015. Det kan nemt vise sig at være endnu vigtigere. Hvis man havde holdt fast i privatlønsværnet, havde man rodfæstet en mekaniske, der nærmest per automatik risikerer at medføre, at lønnen i den offentlige sektor sakker agterud i forhold til den private.
Privatlønsværnet blev dengang lagt ovenpå de eksisterende lønregler, som siden 1980erne har medvirket til at knytte de offentlige og private lønninger til hinanden. Sagt lidt forsimplet gør reguleringsordningen, at hvis lønnen stiger hurtigere i den private sektor, så bliver de offentlige ansatte kompenseret med 80 procent af lønforskellen fra det foregående år. Tilsvarende vil man modregne 80 pct., hvis de offentlige lønninger steg hurtigere end de private. Lønningerne følger groft sagt hinanden op og ned.
Men privatlønsværnet i 2015 medførte en asymmetri. Nu hævede man modregningen til 100 pct., når lønnen i den offentlige steg hurtigere end den private. Det kræver ikke lang tid med regnestokken at indse, at privatlønsværnet var en virkelig dårlig løsning for de offentlige arbejdstagere. Det er simpelthen matematisk umuligt at fastholde en større lønstigning end i det private, hvis difference mellem de to modregnes 100 pct.
Når lønnen aldrig kan stige hurtigere blandt offentlige lærer, læger og sygeplejersker end blandt ansatte i den private sektor, men de offentligt ansatte kun får 80 procent af differencen hver gang, de private lønninger stiger hurtigere, så ville de offentligt ansatte i praksis permanent sakke gradvist agterud i forhold til det private lønniveau. Måske ikke i år eller næste, men langsomt over årene.
Privatlønsværnet var åbenlyst skævt i arbejdsgivernes favør. Det kan faktisk undre, at det blev accepteret i overenskomstaftalerne dengang. Afskaffelsen betyder, at man vender tilbage til en situation med en mere reel forhandlingssituation. Det kan igen lade sig gøre at aftale såvel højere som lavere lønvækst på det offentlige område.
Den reguleringsordning, man er gået tilbage til, gør fortsat, at der er langt fra de ekstra procenter, man taler om ved forhandlingsbordet, og den forskel det gør for lønudviklingen i praksis. Men afskaffelsen af privatlønsværnet betyder, at mekanismen nu trækker ens for begge parter. På længere sigt kan det vise sig at være det vigtigste resultat for arbejdstagerne, som dermed får rettet op på den store fejl det var at acceptere privatlønsværnet i 2015.
