Indlægget er bragt på www.business.dk d. 26. februar 2018.
Fremtiden tegner lyst for dansk erhvervsliv: På globalt plan ser det ud til, at vi i en årrække kan forvente stærkt stigende efterspørgsel efter danske produkter, og det gælder oven i købet i særlig grad i de brancher, hvor dansk erhvervsliv i forvejen har styrkepositioner og står godt rustet i konkurrencen. Men potentialet realiseres ikke af sig selv, og politiske faldgruber lurer.
Det er et af resultaterne i den seneste rapport i Kraka-Deloittesamarbejdet ”Small Great Nation”, se http://bit.ly/2kaUUox.
Vi har opgjort den fremtidige efterspørgsel efter produkterne fra 56 danske brancher. Efterspørgselstrækket kommer både fra Danmark selv og fra alle de lande, som importerer danske varer. Vi tager højde for, at nogle eksportmarkeder er vigtigere for Danmark end andre.
En dansk branches styrkeposition er udtrykt ved dens andel af Danmarks bruttoværditilvækst (BVT) sammenlignet med samme branches BVT-andel i sammenlignelige lande. En styrkeposition kan fx være opnået pga. en særlig dygtighed og innovationsevne i en dansk branche, som følge af en geografisk, historisk eller kulturelt betinget begunstigelse eller ved en tilfældighed.
Efterspørgslen efter de danske produkter stiger i gennemsnit med 2,4 pct. p.a. i en årrække fremover, mens vores reale vækst pga. udbudsbegrænsninger næppe kan blive mere end 2 pct. Efterspørgslen kan imødekommes ved at tiltrække mere udenlandsk arbejdskraft, ved at danskerne selv arbejder mere, ved at virksomhederne outsourcer mere til udlandet, ved at virksomhederne anvender ny teknologi eller ved at virksomhederne simpelthen hæver priserne. Samtlige muligheder kan forøge vores velstand.
Skibsfart og medicinalproduktion er særlige danske styrkepositioner, og de synes at stå over for særligt stærkt stigende efterspørgsel i fremtiden. IT-branchen har fx udsigt til en stor efterspørgselsstigning, men har i Danmark en styrke lidt under gennemsnittet. Møbelbranchen står relativt stærkt i Danmark, men synes samtidig at kunne imødese en vigende efterspørgsel.
Vores budskab er ikke, at man fra offentligt hold skal give nogle brancher særligt attraktive vilkår. Tværtimod: Regeringen bør afholde sig fra ‟erhvervspakker”, der giver særprivilegier til udvalgte brancher. Der skal skabes gode og ensartede rammevilkår for hele erhvervslivet, så arbejdskraft og kapital frit kan ‟flyde” derhen, hvor de gør mest gavn. Det kan så fx være mod medicinalproduktion og skibsfart.
Men der skal under alle omstændigheder træffes politiske valg om, hvilke uddannelser vi tilbyder de unge, og om hvordan den strategiske forskning sammensættes. Vores analyse oplyser grundlaget for sådanne beslutninger. Og for virksomhederne er det nyttigt at vide, hvordan deres egne og deres kunders fremtidsudsigter tegner. Det skal dog understreges, at vi opgør et potentiale, men ikke laver en prognose. Hvis fx en branche har en svag produktivitetsudvikling, eller hvis den nødvendige arbejdskraft ikke er til rådighed, indfries potentialet ikke.
For den offentlige sektor indeholder analysen en interessant pointe: I Danmark er vi relativt store inden for sundhed og uddannelse, men relativt små inden for offentlig administration. Det er ikke dårligt, at vi anvender de offentlige ressourcer mere direkte på sundhed og uddannelse, end tilfældet er i andre lande.
Fremtidsudsigterne er gode – virksomheder og politikere må tage bestik heraf. Politisk skal man ikke give særprivilegier, men sikre ensartede vilkår, en arbejdsstyrke med de relevante uddannelser og en relevant strategisk forskning.
