Kan det betale sig at arbejde?

Et af de helt centrale spørgsmål i valgkampen er, at ”det skal kunne betale sig at arbejde”

Et udsagn, det er svært at være uenig i. Kraka har regnet på, hvor stor økonomisk gevinst forskellige typer af kontanthjælpsmodtagere har ved at få sig et lavtlønsjob. Resultatet af disse analyser er klart: Der findes jobparate kontanthjælpsmodtagere, der kun får en meget lille økonomisk gevinst ved at komme i beskæftigelse. Det gælder i særlig grad kontanthjælpspar og enlige ældre end 30 med børn. Men formålet med hele diskussionen er at sikre, at flest muligt aktivt forsøger at komme i beskæftigelse. Og så bliver to andre aspekter helt centrale: Hvor mange personer har en begrænset økonomisk gevinst ved beskæftigelse? Og hvor meget tilskyndelse skal der til, for at deres jobsøgning for alvor intensiveres?

Vi har i Kraka set på en række brede grupper af jobparate kontanthjælpsmodtagere

I disse grupper får 85 pct. en gevinst ved at tage et lavtlønsjob (målt som stigning i rådighedsbeløbet), der typisk er over 2.000 kr. om måneden. Blot 10 pct. har en typisk gevinst på under 500 kr. Samtidig er det ikke alle, der kan se frem til et lavtlønsjob – nogle ville måske kunne komme i beskæftigelse til en højere løn. Det forøger for de fleste gevinsten ved beskæftigelse yderligere. Men er 2.000 kr. så nok til for alvor at ønske et job? Og er 500 for lidt?

Her er svaret mere kompliceret: Det økonomiske tilskyndelse til beskæftigelse et særligt vigtigt element, men det er ikke den eneste: Nogle kontanthjælpsmodtagere har svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. For disse kan et job, der umiddelbart giver en lav gevinst, være vejen til en fast plads på arbejdsmarkedet. Så 500 kr. er på den korte bane måske nok.

For nogle kontanthjælpsmodtagere kan et arbejde i sig selv have en værdi ved at man ”er en del af samfundet” eller ”bidrager og tjener sig egen løn”. Heller ikke denne gruppe behøver en nævneværdig økonomisk tilskyndelse til at få et job. Slutteligt er det også vigtigt at holde gevinstens størrelse op imod personernes udgangspunkt på kontanthjælp, da gevinster under fx 2.000 kr. stadig vil betyde en stigning i det månedlige rådighedsbeløb på eksempelvis ca. 10 pct.

Andre grupper lægger i stedet stor vægt på den fritid, man mister ved at komme i beskæftigelse. For sådanne grupper er 2.000 kr. måske ikke tilstrækkeligt, til at de for alvor vil forsøge at få et job. Endelig er der grupper, hvor værdien af deres arbejdskraft er så lav, at ingen vil ansætte dem på overenskomstmæssige vilkår.  For disse kan den økonomiske tilskyndelse være af mere teoretisk end praktisk betydning.

Endelig skal man ikke glemme, at den aktive arbejdsmarkedspolitik netop har til formål at støtte og presse personer med svag økonomisk tilskyndelse til at komme i beskæftigelse. Personer kan derved ikke bare vælge at forblive i kontanthjælpssystemet, hvis de har mulighed for at komme i beskæftigelse. Den økonomiske tilskyndelse til beskæftigelse kan selvsagt forøges ved at reducere kontanthjælpen. Dette har dog også en fordelingsmæssig konsekvens. Det er derfor primært et politisk spørgsmål, hvor hårdt man vil gå til kontanthjælpsmodtagerne ad denne vej. En anden mulighed er at fjerne den gensidige forsørgerpligt for gifte kontanthjælpspar. Den betyder nemlig, at man i dag skal tjene end endog ret høj løn, før det kan betale sig for sådan et par, at den ene finder et job.

Det skal selvsagt kunne betale sig at arbejde – jo flere i beskæftigelse, jo bedre 

Økonomiske incitamenter har stor betydning, så tilskyndelsen må også fungere ad denne vej. Men der findes ikke en magisk grænse på fx 2.000 kr., der vil få alle i gang. Virkeligheden er mere kompliceret.

Muligheden for at få flere kontanthjælpsmodtagere i beskæftigelse afhænger også af konjunkturen. Meget tyder imidlertid på at vi endelig står foran bedre tider, hvorfor timingen for en generel diskussion af hvad der skal justeres i systemerne for nærværende er gunstig.

Bragt i finans.dk den 15. juni 2015