Analyse
Tirsdag 29. nov 2016
Fordelingen af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere på grundskoler
Fordelingen af ikke-vestlige indvandrere i grundskolerne kan påvirke integrationen. Denne analyse undersøger fordelingen af ikke-vestlige indvandrere på grundskoler, herunder hvor mange elever med ikke-vestlig herkomst, som går på en skole med en høj andel ikke-vestlige elever.
Analysen er omtalt i TV-avisen den 28 november 2016
Hovedkonklusioner
- Andelen af børn med ikke-vestlige herkomst blandt børn i skolealderen steg fra 1 pct. i 1985 til knap 9 pct. i 2014. Det afspejler en generel stigning i antallet af ikke-vestlige indvandrere og efterkommere i befolkningen.
- Fra 2007 til 2014 faldt andelen af ikke-vestlige elever på grundskoler med mere end 40 pct. ikke-vestlige elever fra knap 28 pct. til knap 24 pct. Det kan skyldes en politisk beslutning om at sprede eleverne f.eks. ved at ændre på skoledistrikter og lægge skoler sammen.
- I 1985 var der ingen skoler med mere end 40 pct. ikke-vestlige elever, hvis man ser på 8. og 9. klasses elever. Der er ikke data for de små klasser før 2007, men tallene for 8. og 9. klasse og den generelt lave andel af ikke-vestlige børn i skolealderen taler for, at andelen på skoler med mere end 40 pct. ikke-vestlige elever var tæt på nul i 1985, hvis man ser på samtlige klassetrin. Det tyder på en generel stigning i andelen af børn på skoler med mange ikke-vestlige elever fra 1985 til 2007.
- Fordelingen af ikke-vestlige elever på grundskoler målt ved det såkaldte D-indeks blev lidt mere jævn fra 2007 til 2014.