Flere vikarer er godt nyt

Indlægget er bragt på www.altinget.dk d. 19. april 2018.

Det danske arbejdsmarked har fleksible regler for ansættelse og afskedigelse, forholdsvis høj grad af økonomisk sikkerhed og en aktiv arbejdsmarkedspolitik – hvilket vi samlet set kender som flexicurity-modellen. Her kan virksomheder relativt let ansætte og afskedige uden store omkostninger.

Arbejdstagerne har omvendt en relativt høj økonomisk sikkerhed i forbindelse med ledighed – fx i dagpengesystemet – mens den aktive arbejdsmarkedspolitik tilskynder til at komme i beskæftigelse på ny.

Når det er let for virksomhederne at afskedige, er de også hurtigere til at ansætte. Derved ”flyder” arbejdskraften let og uhindret hen, hvor den gør mest gavn. Det øger den samlede velstand i Danmark og betyder, at vi i modsætning til mange andre lande ikke har betydelige problemer med ungdomsarbejdsløshed.

Vikarer er et centralt eksempel på en meget fleksibel del af den danske arbejdskraft. 

Vikarer kan nemlig løbende bevæge sig derhen, hvor de skaber mest værdi. En virksomhed i fremgang kan hurtigt imødekomme efterspørgslen ved at ansætte vikarer, mens en virksomhed i tilbagegang hurtigt kan reducere omkostningerne ved at sige farvel til vikaransatte.

Derfor så man også en markant stigning i antallet af vikarer i højkonjunkturen op til 2008. Omvendt faldt antallet af vikarer, da finanskrisen ramte.

Men hvorfor søger man ind i vikarbranchen? Det er der bl.a. to grunde til:

For det første vælger nogle personer at være vikaransat pga. den fleksibilitet, som vikaransættelsen giver. Fx at man selv bestemmer, hvornår og hvor meget man ønsker at arbejde. Eller at man lærer forskellige brancher og mennesker at kende.

Andre bliver vikarer, fordi de ikke kan finde fast beskæftigelse. For disse er tilværelsen som vikar måske i sig selv mindre attraktiv – lønnen er ustabil, og det er sværere at planlægge fremtiden. For sådanne svage grupper på kanten af arbejdsmarkedet rummer en vikaransættelse imidlertid en vigtig attraktion: Det kan være et trinbræt ind i fast beskæftigelse. Det er særligt vigtigt, for jo længere man er ledig, jo sværere er det ofte at finde et job.

Kraka har i samarbejde med DI Service nyligt undersøgt, hvor stor denne trinbrætseffekt er for personer med en svag tilknytning til arbejdsmarkedet. Altså personer som i flere perioder havde været arbejdsløse, på kontanthjælp eller havde haft anden svag tilknytning til arbejdsmarkedet.   

Svaret er 22 pct.point.

Det betyder altså, at folk i denne gruppe har markant højere sandsynlighed for at fortsætte i beskæftigelse – i eller uden for vikarbranchen – end hvis de i stedet havde haft endnu en ledighedsperiode. I undersøgelsen fandt vi herudover, at effekterne var en smule større for indvandrere end for danskere.

Man kan måske tro, at de 22 pct.points forskel skyldes, at der er forskel på vikarer og ledige - fx ift. evner eller motivation.

Det er der imidlertid taget højde for i analysen – da effekten er beregnet for hver enkelt person på forskellige tidspunkter i livet. Herunder er der selvfølgeligt taget højde for forhold, der kan skifte over tid – som fx at man bliver gift, får en bedre uddannelse eller får børn.

Over de sidste 20 år er andelen af vikarer steget. Det kan dels betyde, at virksomhederne oplever et stigende behov for fleksibilitet – eller at flere finder vikarbeskæftigelse fordelagtigt.

En fleksibel arbejdsstyrke forøger vores samlede velstand og den enkeltes beskæftigelsesmuligheder. Vikarerne er blandt de mest fleksible på arbejdsmarkedet og en vikaransættelse kan bringe svage ind på arbejdsmarkedet. Så stigende vikarbeskæftigelse er en lille solstrålehistorie i disse dage, hvor konfliktrisiko og pres på den danske model dominerer overskrifterne.