Small Great Nation
Søndag 22. dec 2019

Stigende ulighed i timelønninger

Analysen er nævnt på finans.dk søndag den 22. december 2019.

 

På ryggen af de senere års konjunkturfremgang steg de gennemsnitlige timelønninger samlet set med 3,7 pct. fra 2013 til 2017, jf. figur A. Opgørelsen er efter korrektion for stigende forbrugerpriser og viser således den reale lønudvikling. Den stigende udvikling siden 2013 fulgte efter en række år siden 2009, hvor der i kølvandet på den finansielle krise var en stagnation i de gennemsnitlige timelønninger på det danske arbejdsmarked.

 

Samtidig er der i perioden siden 2009 sket en markant spredning i timelønninger. De højeste timelønninger steg med 6-7 pct. i perioden fra 2009 til 2017, efter der er taget højde for forbrugerprisinflation. De laveste lønninger er derimod samlet set på omtrent samme niveau som i 2009, mens den gennemsnitlige løn steg med godt 3 pct. fra 2009 til 2017.

 

 

Den præsenterede opgørelse af udviklingen og fordelingen af timelønninger bygger på registerdata over timelønninger fra Danmarks Statistik og tager udgangspunkt i de faktisk observerede lønninger blandt de beskæftigede i Danmark i de enkelte år. Udviklingen viser således den overordnede udvikling i lønninger, ikke nødvendigvis for den enkelte person eller gruppering på arbejdsmarkedet. Dette afviger af andre opgørelser i Danmark, hvor der fokuseres på at ekskludere effekten fra en ændret sammensætning på arbejdsmarkedet, fx Danmarks Statistiks implicitte lønindeks eller DA’s konjunkturstatistik.