Tag fra boligejerne, giv til børnene
Der er rig mulighed for at nye prioriteringer på det offentlige budget. I denne analyse vil vi nøjes med at omfordele 10 milliarder kroner, bevidst fordelt på vidt forskellige områ- der, for at forbedre den økonomiske vækst. Vi starter med finansieringen: En fjernelse af nominalprincippet i ejendomsværdiskatten giver 2 milliarder kroner i permanent finansiering. Det er fordelingsmæssigt attraktivt og vil give et mere stabilt boligmarked. Ejendomsværdibeskatningen bør generelt sættes op som et led i en samlet reform af kapitalindkomstbeskatningen.
Her hentes 3 milliarder kroner ved at hæve ejendomsværdiskatten og evt. andre relativt lavt beskattede kapitalanbringelser. Huslejereguleringen blev oprindelig indført, for at personer med lave indkomster skulle kunne have en ordentlig bolig. Men det er mere hensigtsmæssigt at varetage sådanne hensyn via overførsels- og indkomstskattesystemerne.
Reguleringen giver desuden en gevinst til personer, der tilfældigt eller via netværk har sikret sig en reguleret lejebolig. Beskatning af reguleringsgevinsten for de mere velhavende lejere kan formentlig bidrage med op mod 0,5 milliarder kroner. Selvom erhvervsstøtten er reduceret igennem en årrække, er der stadig en del erhvervsstøtte. Som udgangspunkt er selektiv erhvervsstøtte uheldig, og tilbageværende erhvervsstøtteordninger bør gennemgås kritisk. Alene den implicitte støtte til landbrugets produktionsjord, momsfritagelsen for hyrevogne samt færgernes fritagelse for energiafgift kan finansiere 1,5 milliarder kroner, så vi henter mindst 2 milliarder her. Over 25 procent af BNP bruges på offentlig service.
Alligevel ved vi meget lidt om, hvad de forskellige offentlige serviceydelser reelt koster, hvilken gavn de gør, og om ydelserne produceres effektivt. Vi kan ikke få en saglig diskussion om prioriteringen af de offentlige udgifter, da den eksisterende viden ikke formidles samlet. Der bør nedsættes en kommission, der gennemgår alle offentlige udgifter på et fagligt grundlag. En sådan kommission bør som absolut minimum kunne finde 2,5 milliarder kroner i permanente besparelser. Kommissionen bør være uafhængig, så den bl.a. kan gå Finansministeriet i bedene.
HVORDAN SKAL vi så bruge pengene? Afkastet af vores opsparing bør beskattes mere ensartet. I dag er f.eks. beskatningen af afkast af ejerboliger lavere end beskatningen af renteindtægter, og samtidig er vi i gang med en historisk omlægning af opsparingen i retning af obligatorisk pensionsopsparing, hvor der også er en række skattepolitiske problemer. En af de uheldige effekter er, at husholdningerne har meget høj og stigende finansiel gæld. Nogle kapitalanbringelser skal beskattes hårdere. Derfor afsættes 2 milliarder kroner til at beskatte andre anbringelser lempeligere.
Topskattegrænsen blev nylig hævet, men den er fortsat på et meget lavt niveau sammenlignet med andre lande. En højere topskattegrænse er et effektivt instrument til at forøge arbejdsudbuddet, og fordelingsvirkningerne er mindre, end hvis man sænker topskattesatsen. 2 milliarder kroner bruges til at hæve topskattegrænsen yderligere. Ægtefælleafhængigheden i kontanthjælpen bliver nu udvidet, så det også gælder samboende. Reglerne betyder, at det for et par, hvor begge er på kontanthjælp, ikke kan betale sig, at den ene tager et arbejde – stort set hele gevinsten skæres i den andens kontanthjælp. En del indvandrere fanges i denne fælde. Reduceret ægtefælleafhængighed kan eventuelt suppleres med en lidt lavere kontanthjælpssats, og/eller med, at en del af den udbetalte kontanthjælp veksles til pensionsopsparing. Det kan forøge arbejdsudbuddet og desuden reducere fattigdomsproblemerne for indvandrere og flygtninge, der kun får brøkpension, når de bliver gamle. 1,5 milliarder kroner afsættes til det formål. Forskning og udvikling er nødvendigt for, at danske virksomheder på længere sigt kan udvikle deres produkter og for- øge produktiviteten.
Vi afsætter 1 milliard kroner ekstra til grundforskning på universiteterne og øger dermed forskningsindsatsen med ca. 5 procent. Forskningsmidlerne bør fordeles ud fra faglige kriterier, ikke ud fra politisk prioritering. Der er dog et særligt behov for, at f.eks. uddannelsespolitikken bliver mere forskningsbaseret.
NÅR DET gælder uddannelsesforskning, ved vi allerede i dag, at en tidlig læringsindsats giver større afkast end en senere indsats. Derfor bør 2 milliarder kroner dedikeres til målrettede læringsprogrammer for de yngste. Det kan f.eks. væ- re i form af vejledning af forældre i at stimulere deres nyfødte sprogligt og motorisk eller i form af ekstra specialuddannede pædagoger, der i vuggestuer og børnehaver har særligt fokus på tidlig læring. Det svarer til 5 procents forøgelse af kommunernes udgifter til børnepasning. Nogle socialt udsatte grupper af unge, f.eks. indvandrerdrenge, har særlig svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet. Grupperne kan være svære at hjælpe, men de samfundsøkonomiske omkostninger ved, at nogle personer ender på mere eller mindre permanent forsørgelse, er så store, at en forøget indsats kan være pengene værd. Vi omflytter 1,5 milliarder til en målrettet og vidensbaseret indsats.
MAN KUNNE pege på mange andre områ- der, f.eks. inden for miljø, klima, energi og transport, hvor der også bør omflyttes midler. Vi er heller ikke sikre på, at de nævnte områder eller beløb er optimale, men vi er ikke i tvivl om, at der er et stort potentiale for strukturreformer.
Analysen er bragt i Politiken den 17. april 2013