Uddannelse forøger generelt produktiviteten og bør tilskyndes, men et krav om at afsætte en fast andel af den enkeltes løn til efteruddannelse er næppe hensigtsmæssigt.
Behovet for efteruddannelse er forskelligt, og her rammer forslaget skævt. Personer med lav erhvervsindkomst, pga. lav løn eller ledighedsperioder, kan være endt i denne uheldige situation pga. lave kvalifikationer. De vil med deres lave indkomst kun opspare lidt til efteruddannelse, men vil have et stort behov for opkvalificering. I forhold til deres situation vil de med forslaget opspare relativt små midler til efteruddannelse.
Personer med høje kvalifikationer har typisk en høj løn og opsparer derfor med forslaget meget til efteruddannelse. Men da de i forvejen er velkvalificerede, er deres behov for efteruddannelse ofte mindre. De vil med forslaget skulle anvende en uge af deres forholdsvis værdifulde arbejdstid på en efteruddannelse, de har forholdsvis mindre gavn af.
Det er desuden tvivlsomt, om ordningen reelt vil resultere i mere efteruddannelse. Der foregår i dag på mange arbejdspladser en omfattende uformel efteruddannelse, fx sidemandsoplæring. Herudover får mange arbejdsgivere betalt formel efteruddannelse. Formentlig vil store dele af denne eksisterende efteruddannelse med forslaget blot defineres ind i ordningen, uden at omfanget reelt vil ændres. Og hvis der, for at undgå at fx alskens aftenskolekurser omfattes, bliver tale om at vælge mellem godkendte kurser, er der risiko for, at efteruddannelsen bliver mindre målrettet end i dag.
Man må forvente, at den enkelte bedst selv kender sit behov for efteruddannelse og sikrer denne for egne midler i fritiden, hvis den ikke kan opnås på arbejdspladsen. Det kan og gør vi i vidt omfang i dag med alt fra MBA til IT-undervisning. Og hvis vi ikke kender fordelene ved efteruddannelse, er svaret oplysning herom.
Ved obligatorisk efteruddannelse ud over det frivillige niveau, må man forvente et lavt afkast i forhold til omkostning.
Endelig peger international forskning på, at afkastet af uddannelse aftager med alderen. Hvis vi investerer 1.000 kr. i uddannelse i starten af livet, opnår vi større løft af personens evner, end hvis midlerne anvendes senere i livet til fx efteruddannelse. Dette udelukker dog ikke en gevinst ved efteruddannelse, og en hastig teknologisk udvikling kan sammen med en senere tilbagetrækningsalder måske forøge denne gevinst i forhold til forskningsresultaterne. Men det er ikke sandsynliggjort, at der i dag ligefrem skulle være et højere afkast ved mere efteruddannelse af de ældre generationer end ved bedre tidlig læring for de yngste. Vi må derfor lægge forskningsresultaterne til grund og holde hovedfokus på de yngste.
Uddannelse gør os mere produktive, det er godt. Men med tvungen efteruddannelse er det sandsynligt, at de største midler går til personer med et lavt afkast heraf. Det er tvivlsomt, hvor meget efteruddannelse der reelt vil opnås med forslaget, og skulle der endelig komme mere efteruddannelse, kan gevinsterne herved vil være forholdsvis lave i forhold til omkostningerne. At der skulle være særlige fordele ved at tilskynde yderligere til efteruddannelse frem for på læring tidligere i livet er ikke sandsynliggjort.
Et væsentligt formål med udvalgets anbefaling er at skabe fokus på betydningen af efteruddannelse. Hvis problemet er manglende viden, er svaret mere konkret oplysning om betydning af efteruddannelse inden for forskellige sektorer – det kan klares uden obligatoriske ordninger.