Debatindlægget er bragt på Altinget den 3. december 2020.
På herberg for en enkelt nat eller flere, når frosten bider. På sofaen hos venner og stadig mere perifere bekendte eller på gaden med pap, underlag, soveposer og måske en hund som varmt selskab. Hjemløse menneskers situationer og baggrunde er vidt forskellige, men fælles for de fleste er, at de ønsker sig en tryg base. En fast bolig. Et hjem.
Skiftende politikere ved magten har de seneste mange år givet udtryk for at ville hjælpe de tusindvis af mennesker, der af den ene eller anden grund er blevet hjemløse. Men alligevel er antallet af personer i hjemløsesituationer ifølge en rapport, Kraka har lavet i samarbejde med Hjem til Alle alliancen, steget i perioden 2009 til 2019. Fra 116 personer til 138 personer per 100.000 indbyggere over 18 år, det vil sige en stigning på 19 procent.
Ved den seneste kortlægning i 2019 blev der registreret 6.431 hjemløse personer. Det er mennesker, et velstående samfund kan og skal række ud til. Og faktisk viser det sig, at indsatsen endda kan resultere i en offentlig besparelse på op mod to milliarder kroner over ti år.
Boligen kommer først og ledsages af støtte
En undersøgelse blandt herbergbrugere i 2015 viste, at 90 procent ønsker at etablere sig med egen bolig. Cirka to tredjedele i en helt almindelig lejlighed, mens de øvriges ønsker handlede om varianter af bofællesskaber eller skæve boliger.
Krakas rapport viser, at vi med en fokuseret national indsats kan imødekomme de mennesker og afskaffe langtidshjemløshed i 2030. Nøglen til et nyt hjem skal sjovt nok findes i netop et nyt hjem.
Siden 00’erne er der på baggrund af en stor mængde ny viden og erfaring sket et paradigmeskift på hjemløseområdet. Fra fokus på at behandle problemer, som kan være en årsag til hjemløshed, til fokus på at tilbyde en bolig så tidligt som muligt og kombinere det med social støtte, også kaldet Housing First.
Forsøg i USA, Canada og Frankrig viser, at Housing First-indsatsen markant øger chancen for at få og beholde egen bolig.Finland og Norge har fuldt ud implementeret strategien på nationalt plan med en reduktion i hjemløshed på 40 procent over ti år som følge, og den danske hjemløsestrategi fra 2009 bygger også på Housing First som overordnet princip.
Drop kassetænkning
Men desværre kun som et princip, for metoden er ikke blevet implementeret på tværs af stat og kommuner, hvilket har betydet, at det kun er fem procent af alle borgere i hjemløshed, der har modtaget Housing First-støtte. Løsningen for tusindvis af hjemløse menneskers fortvivlede situation i hjemløshed bliver altså blokeret af en kedelig kassetænkning og fastgroede incitamentsstrukturer for bopælskommune, stat og region.
Et vigtigt skridt mod afskaffelse af hjemløshed bør derfor være at nedbryde silotænkningen og komme hurtigt videre til selve udrulningen af en national Housing First-strategi, der har vist gode resultater i andre lande.
Ifølge Krakas hjemløserapport vil afskaffelse af hjemløshed i 2030 som resultat af Housing First kræve 1300 boligtilbud om året fra 2022 i en blanding af nyopførte almene boliger og øget kommunal anvisning. Hvert boligtilbud til et menneske i hjemløshed skal gives sammen med social støtte.
Samlet set en gevinst for alle
I rapporten er udgifterne til den samlede indsats opgjort til cirka 2,5 milliarder kroner til for eksempel nybyggeri, uddannelse og ansættelse af støttepersoner. Udgifterne opvejes dog af besparelser på i alt 4,5 milliarner kroner, blandt andet på mindre behov for herberger, der nedjusteres i takt med, at hjemløse får tilbud om bolig med støtteforløb.
Dermed bliver resultatet en samlet økonomisk gevinst for de offentlige kasser på cirka to milliarder kroner. Og så har vi slet ikke gjort det personlige regnestykke op for det enkelte menneske, der får tryghed og stabilitet i tilværelsen ved at have et sted at tage hjem til.
