Indlægget er bragt i Politiken d. 27. oktober 2018.
Både regering og opposition fremhæver, at de prioriterer velfærden. En kampagne fra Venstre har fx fortalt, at der i dag bruges 75 mia. mere til velfærd om året end i 2001. Det er helt korrekt. Det årlige offentlige forbrug er steget med 75 mia. kr. fra 2001 til 2017 – og det vel at mærke efter, at der er taget højde for inflation. Socialdemokratiet fremhæver under overskriften “Velfærden kommer først” også velfærdsdagsordenen. I realiteten foreslår dog hverken regeringen eller Socialdemokratiet fremadrettet en velfærdsudvikling på niveau med den fra 2001 til 2017.
Stigningen i det offentlige forbrug indtraf primært i perioden frem til 2009. Som figuren viser voksede det offentlige forbrug i årene fra 2001 til 2009 med 1,7 pct. om året – eller i alt med 67 mia. kr. En del af forklaringen er, at kommunerne i disse år brugte en del flere penge end aftalt med den daværende regering. Men det ændrer ikke ved, at offentlig velfærd de facto blev prioriteret relativt højt i denne periode. Fra 2009 til 2017 var den årlige stigning blot på 0,2 pct. eller i alt ca. 8 mia. kr.
Et nøglebegreb i velfærdsdebatten er det såkaldte “demografiske træk”. Dette udtrykker, hvor meget det offentlige forbrug skal stige for at holde de anvendte midler per bruger uændrede og skyldes såvel en voksende som en aldrende befolkning. Vi bliver flere danskere, hvilket i sig selv betyder højere udgifter til skole, sundhed osv. Den stigende andel ældre giver yderligere et træk, fordi udgifterne til ældres pleje og sundhed pr. person er større end for resten af befolkningen.
Vores privatforbrug stiger i takt med den økonomiske vækst. Hvis de offentlige udgifter fastholdes uændret, vil det offentlige serviceniveau derfor med tiden fremstå stadig mere pauvert sammenlignet med privatforbruget. Hvis man forestiller sig en udvikling i de offentlige serviceudgifter, der både følger med udviklingen i privatforbruget og samtidig tager højde for befolkningsudviklingen, får man det, der kaldes det “det fulde demografiske træk”.
Fra 2001 til 2009 steg velfærdsudgifterne hurtigere end det fulde demografiske træk, der i denne periode var på ca. 1,4 pct. pr. år. Og de steg betydeligt mere end det demografiske træk, der var på knap 0,4 pct.
Fra 2009 til 2017 voksede det offentlige forbrug som nævnt med 0,2 pct. om året. I samme periode var det demografiske træk på knap 0,6 pct.om året, og det fulde demografiske træk var ca. 1,2 pct. om året, jf. figuren. De offentlige udgifter steg således mindre end det, der skulle til for at holde de anvendte midler per bruger uændrede og betydeligt mindre end det, det ville have krævet, hvis også servicen skulle være fulgt med lønudviklingen.
Frem mod 2025 forøges det demografiske træk en smule til 0,6-0,7 pct. pr. år, mens det fulde demografiske træk fortsat vil ligge omkring de 1,2 pct. Ifølge det opdaterede 2025-forløb vil regeringen lade det offentlige forbrug stige med godt 0,3 pct. pr. år, svarende til omkring halvdelen af det demografiske træk. Dvs. også fremadrettet vil regeringen afsætte færre midler pr. bruger end tidligere.
Selvom man valgte at bruge hele det finanspolitiske råderum, der af Finansministeriet skønnes til 27,5 mia. kr. frem mod 2025, til større offentligt forbrug, så vil væksten i det offentlige forbrug stadig ligge betydeligt under det fulde demografiske træk, men lidt over det demografiske træk, som figuren viser. Socialdemokratiet ønsker en udvikling i det offentlige forbrug i denne størrelsesorden.
Det fremhæves ofte i debatten, at effektiviteten i produktionen af offentlige serviceydelser bør forbedres, da man derved kan producere flere ydelser, uden at det bliver dyrere. Det er principielt korrekt, men der er grænser for, hvor langt man i praksis kan komme ad den vej.
En vis produktivitetsstigning i de offentlige serviceydelser er fremadrettet sandsynlig – operationsrobotter på sygehusene og selvkørende støvsugere i hjemmeplejen. Men selve strukturen af mange offentlige serviceydelser betyder, at produktivitetsudviklingen går langsommere end i den private sektor. I fx vuggestuer, folkeskolen eller i ældreplejen er der grænser for, hvor mange “varme hænder”, der kan udskiftes med automatiserede processer, og det begrænser tempoet i produktivitetsudviklingen. Og der er ikke grund til at forvente en offentlig produktivitetsstigning, der er hurtigere end i fx 2001-2009.
Regeringen ønsker en stigning i velfærdsudgifterne svarende til godt halvdelen af det demografiske træk. Socialdemokratiet ønsker fremadrettet en stigning i det offentlige forbrug svarende til det demografiske træk. Begge dele er under der fulde demografiske træk og vil resultere i, at det offentlige forbrug kommer til udgøre en mindre andel af de samlede indkomster her i landet.
Der er intet i vejen med en sådan politisk prioritering. Staten råder ikke over uendelige ressourcer, og vil man bruge flere penge det ene sted, må man spare et andet. Men det reelle indhold af prioriteringen bør stå klart – særligt i et valgår.
