Med det nationale kompromis om dansk sikkerhedspolitik aftalte de fem partier på midten af dansk politik at løfte forsvarsudgifterne til 2 pct. af BNP senest i 2033. Med aftalen, og en vækst i det offentlige forbrug der svarer befolkningsudviklingen, er råderummet i den kommende 2030-plan opbrugt.
Prisen på at løfte forsvarsudgifterne skønnes til omtrent 18 mia. kr., som skal betales af råderummet samt ved at lempe saldomålet i 2030 fra strukturel balance til -0,5 pct. af BNP. Denne tekniske manøvre – at lempe saldomålet – har fjernet den sidste mulighed for at skaffe flere penge uden at finde en konkret, politisk anvist finansieringskilde som fx højere skat, reformer eller besparelser på velfærdsudgifter.
Accept af større underskud
I årene frem til ca. 2045 er de offentlige finanser i strid demografisk modvind, og der er udsigt til en lang årrække med offentlige underskud større end, hvad budgetloven tillader. Den udfordring er dog ikke blevet sværere med denne aftale, da man samtidig med det lempeligere saldomål i 2030 har aftalt af sænke budgetlovens underskudsgrænse fra -0,5 til -1 pct. af BNP.
Man har altså svækket udgangspunktet med -0,5 pct., men samtidig sænket barren for, hvornår underskud er et juridisk problem tilvarende, så den finanspolitiske udfordring efter 2030 er uændret. Øvelsen har fået budgetlovens fader, tidligere finansminister og Børsens nuværende chefredaktør Bjarne Corydon, til at kalde aftalen ”uansvarlig”, og sagt at de nuværende politikere “bruger narkomanisk løs af pengene”.
Det er at stramme skruen. De økonomiske vismænd har anbefalet, at man lemper budgetlovens grænse fra -0,5 til -1 pct. af BNP, og Nationalbanken fulgte trop og kaldte det foreneligt med sund finanspolitik. Det skyldes, at der er solid langsigtet finanspolitisk holdbarhed, og at den offentlige danske gæld er så lav, ja faktisk er den offentlige nettogæld negativ, at en årrække med mindre underskud ikke udgør et økonomisk problem.
Hård prioritering forude
Aftalen lægger til gengæld store beslag på fremtidige folketing: Penge kan nu engang kun bruges én gang, og når de går til militærudgifter, kan de ikke prioriteres til lavere skat eller til velfærdsopgaver. Ønskelisten er ellers lang. Det kræver fortsatte effektiviseringer eller skattestigninger, hvis befolkningens forventninger til offentlig service skal kunne håndteres med den beskedne vækst i offentligt forbrug, som der lægges op til med velfærdsloven. Dertil kommer håndteringen af klimaudfordringen, som ikke er blevet mindre vigtig eller nemmere af, at vi nu også skal frigøre os hurtigst muligt fra Putins gas og olie.
Aftalen betyder ikke, at der er gravet et uansvarligt hul i de offentlige finanser. Vi er ikke tilbage 00’erne, hvor udsigten til en aldrende befolkning gjorde det uomgængeligt at lave velfærdsforliget i 2006 om stigende pensionsalder. Der er derfor ikke opstået en nødvendighedens politik, som det i årene efter finanskrisen blev hævdet, at vi stod overfor. Men udsigterne er meget stramme fremadrettet, og politikerne vil blive tvunget til at foretage hårde valg.
Indlægget er bragt på Finans.dk den 17. marts 2022.
