I den politiske debat fylder spørgsmålet om arbejdskraftsudbud en del, og man kan nu og da støde på udsagnet om, at reformer er nødvendige. At der skulle være tale om en absolut nødvendighed er nok at stramme den: De offentlige finanser er sunde og holdbare på lang sigt, selvom der er en periode de kommende godt 20 år med stramme rammer pga. den demografiske modvind.
Selvom reformer, der øger arbejdskraftsudbuddet, altså ikke er bydende nødvendige, kan de alligevel give god mening. Hvis man har ambitioner på Danmarks vegne om fx at bruge flere penge på den offentlige sektor eller at øge den økonomiske vækst, er det oplagt at støve arkivmappen med reformforslag af. Man skal bare huske, at reformer ikke er en gratis omgang.
Hvis man bruger skattelettelser som værktøj til at øge udbuddet af arbejdskraft, er bagsiden af medaljen en svækkelse af de offentlige finanser. Denne type af reformer indebærer altså en politisk afvejning af, hvordan man prioriterer en forhøjet samlet og privat velstand ift. offentlige velfærd.
Det svækker ikke de offentlige finanser, hvis man fx strammer pensions- eller dagpengereglerne. Disse reformer giver derfor både større velstand og et større råderum til brug for offentlig velfærd eller skattelettelser. Omkostningen ved den type reformer er det tab, nogle borgere vil opleve, når de ikke længere har adgang til pension på samme tidspunkt som før, svækkelse af dagpengemulighederne eller tilsvarende. Der er med andre ord fortsat tale om en politisk afvejning.
Betyder det så, at der slet ikke nogen håndtag, der både øger arbejdskraftsudbuddet og styrker de offentlige finanser, uden at borgere mister eksisterende rettigheder? Det tætteste, vi kommer på sådan et reformmæssigt Kinderæg, er nok tiltag, der giver mere udenlandsk arbejdskraft. Det kan give flere hænder på arbejdsmarkedet, økonomisk vækst og samtidig forbedre de offentlige budgetter. Men selvom der ingen direkte konsekvenser er for danskernes rettigheder af øget udenlandsk arbejdskraft, kan det godt have en konsekvens i form af lavere lønstigningstakt og højere arbejdsløshed blandt danskere, i hvert fald i en overgangsfase.
Reformkommissionen med Nina Smith i spidsen, skal blandt andet finde såkaldte 2. generationsreformer inden for bl.a. uddannelse og opkvalificering, der ikke er bundet af den jernlov om reformers virkemåder, som vi beskriver. Det bliver meget spændende at følge kommissionens anbefalinger, der forventes at komme inden for det næste halve år.
Historisk har reformer af bl.a. dagpenge, pensionsreglerne og den aktive arbejdsmarkedspolitik spillet afgørende roller for Danmarks vækst og velstand – og hvis Danmark skal fortsætte ad det spor, bliver det svært at gøre helt uden reformer. Det gør ikke reformerne til nødvendigheder i sig selv. Men et kommende regeringsgrundlag med ambitioner om at øge vækstpotentialet og/eller store planer for den offentlige velfærd kommer næppe uden om reformer som en del af løsningen.
