Med invasionen af Ukraine har Rusland begået et groft folkeretligt overgreb. Og som situationen er nu, er en afslutning på krigen ikke umiddelbart i syne, og spørgsmålet er, om selv en total militær kapitulation kan redde russerne fra en fremtid som international pariastat.
De vestlige lande har i hvert fald gjort deres standpunkter klart. Den amerikanske forsvarsminister udtalte i slutningen af april, at man ønsker Rusland økonomisk svækket i en grad, så de ikke længere udgør en invasionsrisiko i nabolandene. De europæiske lande har i første omgange øjnene stift rettet mod at frigøre af sig af den russiske energiklemme, som de er havnet i.
Indledningsvist kan det blive en kostbar affære at isolere den russiske økonomi fra de vestlige økonomier. At de økonomiske prognoser gradvist er blevet nedjusteret siden krigsudbruddet synes at bekræfte dette. Vi har i Deloitte og Kraka kigget vores økonomiske afhængighed af Rusland efter i sømmene og må konkludere, at Ruslands betydning er væsentligt forskellig alt efter, om man har et kort eller et længere sigt.
Rusland mangler økonomisk styrke
På kort sigt gør Ruslands rolle som råvareeksportør, at de har stor betydning for væksten i andre lande. Som verdens største eksportør af olie og gas sidder landet på store markedsandele. Råvarer, ikke mindst energi, indgår i alle de økonomiske værdikæder og handles som regel på globale markeder. Alle økonomier mærker derfor højere råvarepriser, selv lande, der slet ikke handlede med Rusland før krigens udbrud.
Men Rusland er på globalt plan en økonomisk letvægter. USA’s økonomi er 14 gange større end den russiske. EU og de øvrige vesteuropæiske lande 13 gange større. Kina, Indien og Japan tilsammen 15 gange større. Et enkelt år med dårlig vækst i disse lande sænker det globale BNP med mere end Ruslands samlede økonomiske størrelse.
På den lange bane er både Ruslands økonomi og de globale markedskræfter imod dem. I en fossilfri fremtid vil den russiske eksport af olie og gas være så godt som værdiløs. Over tid kan omverdenens økonomier tilpasse sig et stop for import af de øvrige russiske råvarer, som vi er afhængige af i dag.
Stiger prisen på en råvare for meget, vil de økonomiske kræfter sikre, at der enten udvindes mere af den, at råvaren genanvendes, eller at alternativ teknologi gør råvaren overflødig. På langt sigt er det med andre ord ikke noget uløseligt problem at skulle undvære Rusland som handelspartner.
Hurtigst muligt ud af energiklemmen
Her og nu kan vi dårligt undvære Ruslands råvarer. Gassen udgør et særligt problem, fordi infrastrukturen simpelthen ikke understøtter nok gas fra andre kilder end de russiske rørledninger. Det er derfor afgørende vigtigt, at Europa får sænket sit gasforbrug, forbedret infrastrukturen til andre gaskilder og i øvrigt gør, hvad vi kan for at komme ud af den energiklemme, som er opstået som følge af afhængigheden af Rusland.
Ved at frigøre sig fra russisk olie og gas kan vi vestlige lande slå to fluer med ét smæk: Dels kan vi lægge et større diplomatisk pres på Rusland i forhold til at stoppe krigen i Ukraine og forhindre fremtidige overgreb. Dels kan det fremskynde den omstilling væk fra fossile brændsler, som er nødvendig for at undgå katastrofale klimaforandringer.
Det kan kun gå for langsomt med at vriste os fri af den afhængighed, vi har til Rusland, så vi helt og holdent kan vende regimet ryggen og lade den russiske økonomi lide maksimalt som svar på landets uacceptable invasion af Ukraine. Vi skal samtidig presse på for en fredelig løsning og støtte de kræfter i Rusland, som vil en anden vej end Putin og hans totalitære system.
Indlægget er bragt i Jyllands-Posten den 30. maj 2022.
