Debatindlægget blev bragt i Børsen den 20. oktober 2020.
Arnes tidlige tilbagetrækning skal bl.a. finansieres med 1,26 mia. kr. i form af en bankskat, et ”samfundsbidrag” fra bankerne. Ifølge nogle politikere ”skylder” bankerne nemlig stadig for finanskrisen. Men argumentationen for en bankskat hviler på et tyndt grundlag.
Var danske banker alene årsagen til finanskrisen?
Under finanskrisen måtte staten udstede så betydelige garantier for bankerne, at en statsbankerot ville have været tilfældet, hvis garantierne var blevet udløst. Nogle banker var blevet fartblinde, deres långivning for ukritisk i forhold til sunde forretningsprincipper, og nogle havde opbygget betydelige indlånsunderskud. Men bortset fra nogle få brodne kar opererede bankerne lovligt, men under en utilstrækkelig regulering.
Gnisten til finanskrisen kom fra den amerikanske finansielle sektor, hvor handlen med derivater var blevet uigennemskuelig. Den danske finansielle regulering var utilstrækkelig, så bankerne var ikke polstrede nok, da finanskrisen ramte uforudsigeligt og hårdt.
Finanspolitikken i Danmark var for ekspansiv op mod finanskrisen og medførte økonomisk overophedning og et unødigt hårdt tilbageslag. Skattestoppet på boligmarkedet og nye låneformer forværrede situationen. Dette er grundigt dokumenteret af Kraka. Så i Danmark stod politikerne over årtier forud for finanskrisen for det helt store svigt.
”Skyldeargumentet” er tvivlsomt
Den finansielle sektor er helt central i enhver økonomi: Opsparing bliver til udlån til virksomheder og almindelige danskere, der har brug for det. Effektive finansielle markeder indgår i flere af FN’s verdensmål, og heldigvis har Danmark – den almindelige debat til trods – en god finansiel sektor. Og bankpakkerne under finanskrisen var helt nødvendige.
Men grundprincippet om, at undgå statsstøtte er godt – lad falde, hvad ikke kan stå. I visse tilfælde, såsom finanskrisen og coronakrisen, må princippet dog fraviges for at undgå uoverskuelige samfundsøkonomiske konsekvenser. Bundlinjen viser her et årti senere ifølge Erhvervsministeriet, at bankerne har betalt hele garantien tilbage og 17 mia. kr. oveni. Den lader vi stå et øjeblik.
Endelig skal man huske, at langt fra alle banker var dårligt drevne op mod finanskrisen, men den nye bankskat omfatter alle banker og også forsikringsselskaber, realkreditinstitutter og pensionskasser.
Det er svært at få øje på ubetalte regninger.
Hvad bliver effekten af en bankskat?
Forrentningen af bankernes egenkapital er ikke højere end i andre selskaber af tilsvarende størrelse. Så hvis afkastet reduceres kraftigt, anbringer investorerne deres midler andre steder.
Bankerne er i dag bedre polstrede, end da finanskrisen brød ud. Det skyldes den strammere regulering, og det er godt. Det er nemlig i samfundets interesse, at bankerne er solide nok til at kunne klare ærterne uden statsstøtte, hvis der kommer uventede tab. Polstringen bør bestemt ikke reduceres.
Derfor bliver regningen for en højere bankskat sendt videre til kunderne i form af højere gebyrer, lavere indlånsrenter eller højere udlånsrenter.
Hvad bør samfundet kræve af bankerne og af politikerne?
Den finansielle sektor bør betale sit rimelige bidrag til velfærdsstaten. Bankerne har været pålagt samme selskabsskat som andre virksomheder, og deres betaling af lønsumsafgift harmonerer med andre virksomheders betaling af moms. Men den nye bankskat tipper balancen til ugunst for bankerne.
Bankerne skal være tilstrækkeligt polstrede til at kunne modstå selv større kriser, og de skal kunne gå ned uden, at det skaber omfattende samfundsøkonomiske problemer. Netop disse to hensyn er centrale i EU’s og Danmarks nye finansielle regulering.
Men selvom den finansielle regulering er væsentligt opstrammet er problemerne næppe løst: Hvis fx Danske Bank en dag står over for en konkurs, vil konsekvenserne for Danmark være så store, at staten må redde banken. Den oplagte løsning på dette problem er, at Danmark træder ind i EU’s bankunion, og dermed, som med forsikringer, deler den lille risiko for et stort tab med andre lande. En indmeldelse er danske politikeres ansvar.
Konkurrencestyrelsen har påpeget, at konkurrencen på bankmarkedet ikke er imponerende, men en tilstrækkelig konkurrencelovgivning er altså også politikernes ansvar – ikke bankernes.
Pilen peger igen og igen på politikerne, der regulatorisk bør understøtte og kræve en solid og effektiv finansiel sektor, ellers står de med ansvaret, hvis det går galt. Og forestillingen om bjerge af guld i hvælvinger under de gamle bygninger bevogtet af finansielle stormoguler med lommeur og høj hat er forkert, så hvis man opfatter bankerne som ”Arnes cash cow”, ender hovedparten af regningen for Arnes pension hos hr. og fru Danmark.
