I midten af sidste uge offentliggjorde Danmarks Statistik nye tal, som viste, at den offentlige nettoformue var vokset 148 mia. i løbet af 2022 – et nærmest ufatteligt stort tal. I en tid hvor krisesnakken er intens – et af tidens store buzzwords er ”polykrise” – fremstår denne udvikling for de offentlige finanser som en solstrålehistorie.
Lad os starte med at slå fast – de offentlige finanser i Danmark er overordnet sunde og udviklingen har uden tvivl overrasket positivt. Alligevel er der en smule malurt i bægeret med den gode nyhed om den offentlige formue. For nedenunder tallene er historien knap så opløftende, som den kan lyde.
For det første skyldes stigningen i formuen i meget høj grad renteudviklingen, som har drevet obligationskurserne ned. Det har givet et kursfald på 135 mia. kr. på statsgælden. Men som boligejere med fastforrentede lån vil vide, så er det kun et gældsfald på papiret indtil man konverterer – og så har den nye gæld en højere rente. Modsat trak det nettoformuen ned at statens aktiepost i Ørsted blev 43 mia. kr. mindre værd. Renteudviklingen pressede aktiemarkederne i efteråret 2022, og energikæmpen blev ikke forskånet.
Når formueudviklingen samlet set endte hvor den gjorde, var det i sidste ende også pga. saldoudviklingen, som slog alle forventninger og endte med et plus på 93 mia. kr. Når indtægter i så udtalt grad overstiger udgifterne, er det selvfølgelig godt nyt for de offentlige finanser.
De, som håber på, at det enorme saldooverskud betyder flere penge til velfærd, at skatterne kan sænkes eller upopulære reformer aflyses, bliver desværre skuffede. I Danmark føres finanspolitikken efter den strukturelle saldo, som afspejler saldoen renset for midlertidige og konjunkturmæssige fænomener. Og hovedparten af det store overskud skyldes netop konjunktur – at det gik godt og bedre end ventet i økonomien i 2022.
På lidt længere sigt kan malurten – den højere rente – blive endda rigtig bitter for udsigten for det finanspolitiske råderum. Sidst Finansministeriet regnede på råderummet (i august 2022) skønnede man, at den 10-årige statsobligation ville ligge på 1,2 pct. i 2023 og 2,3 pct. i 2030. De tal bliver revideret kraftigt op i næste opgørelse. De gange Nationalbanken har solgt obligationer i år, lå den rente allerede mellem 2,5 og 3 pct.
Når Finansministeriets skøn for renterne de kommende år øges, koster det på råderummet. Ikke så meget fordi udgifterne til gælden vokser – Finansministeriet antager, at renten på statens lån og indtægter fra aktiver følges nogenlunde ad – men pga. rentefradraget. Når borgerne betaler mere i renter, kan de trække flere penge fra i skat, og derfor trækker højere renter alt andet lige råderummet ned.
Der er også gode nyheder for råderummet i den seneste økonomiske udvikling – regeringens seneste prognose peger på en højere strukturel beskæftigelse og deraf underliggende sundhed på de offentlige finanser. Men de faktorer, som især har ført til den store stigning i den offentlige formue, kan paradoksalt nok vise sig at trække det finanspolitiske råderum ned, isoleret set.
Debatindlægget er bragt i Finans den 5. april 2023
