Strategien for åbning af Danmark

Indlægget blev bragt i Berlingske onsdag den 6. maj 2020.

D. 15. april genåbnede de første daginstitutioner og skoler for de mindste klasser i Danmark, og fra den 20. april fulgte flere liberale erhverv. Genåbningen var velbegrundet, da omkostningerne ved lukningen af Danmark er meget høje. I første omgang er det erhvervslivet, der lider ved lukninger, men ledigheden er stigende, og regningen for lukningen vil ad den ene eller anden vej med sikkerhed ende hos alle borgere.

Yderligere åbninger er derfor højt ønskede. Det er ikke sundhedsmæssigt forsvarligt at lave en nærmest fuld åbning her og nu, men den gode nyhed er, at vi med passende agtpågivenhed ikke behøver at lade en nærmest fuld åbning afvente, at en vaccine bliver tilgængelig.  Denne problematik er pt. det vigtigste analytiske fokus i Kraka-Deloitte projektet Small Great Nation.

Test af donorblod har vist, at kun omkring to til tre pct. af den danske befolkning har været smittet. Det betyder, at vi er langt fra den flokimmunitet, der kan stoppe epidemien. Den vil kræve, at mindst 60 pct. har været smittet.

Derfor, og fordi antallet af nye smittede nu er overskueligt, har regeringen klogeligt skiftet tilbage til den såkaldte inddæmningsstrategi, hvor man opsporer, tester og isolerer smittede, indtil en vaccine er klar.

Det er uklart, hvornår en vaccine er klar: Optimister mener om et halvt år, pessimister forventer flere år. Så Danmarks medicinske og økonomiske strategi må være langtidsholdbar.

Våbenarsenalet i kampen

Vi skal holde epidemien under kontrol, dvs. smittetallet skal over tid holdes under 1. Smittetallet fortæller, hvor mange personer en smittet smitter. Hvis vedkommende smitter mindre end 1, falder antallet af smittede; smitter vedkommende flere end 1, stiger antallet.

I kampen for at holde smittetallet nede har samfundet i princippet tre våben: 1) Inddæmning, dvs. effektiv opsporing og isolation af smittede. 2) Lukninger og restriktioner. 3) Individuel påpasselighed med fysisk afstand og hygiejne.

Den nobelpristagende økonom Paul Romer anbefaler noget nær en test-bazooka: Test alle borgere hver anden uge og isoler de smittede. Gør man det, kan man både åbne økonomien og ifølge Romer undgå den selvpålagte økonomiske tilbageholdenhed, der er forårsaget af smittefrygt, og som er med til at forværre det økonomiske tilbageslag. Implementeringen vil være meget krævende, men de økonomiske omkostninger er overskuelige: En testpris på ca. 100-150 kr. pr. stk. er realistisk og vil betyde en samlet årlig udgift omkring 20 mia. kr. Sammenlignet med tabet ved omfattende lukninger og selvpålagt aktivitetsbegrænsning er prisen lav.

Da antallet af smittede i Danmark nu er meget lavt, fremstår Romers forslag måske som at skyde gråspurve med, nå ja, bazookaer. Men forslaget sætter standarden for andre strategier: Hvis det er muligt – om end meget krævende – at afvikle aktivitetsbegrænsninger med totaltestning for en pris på omkring 1 pct. af BNP på årsbasis, så bør andre strategier kun vælges, hvis de betyder et mindre tab.

Lukninger, restriktioner og individuel påpasselighed har bragt epidemien under kontrol. Desværre er smittetallet nu steget til 0,9. Det er så tæt på 1, at yderligere åbninger kan bringe tallet over 1, selvom inddæmningsstrategien nu trækker modsat. Men da lukninger er meget dyre, må de afvikles hurtigst muligt.

Overvældende medicinsk evidens understøtter, at hygiejnerådene har medvirket til at tøjle epidemien. Og ved en fuld åbning her og nu ville den individuelle påpasselighed være den vigtigste forskel i forhold til, da epidemien accelererede i marts. Men efterlevelsen risikerer at smuldre i takt med, at bevidstheden om epidemiens alvor fortager sig.

Hvad bør regeringen så gøre i kampen for at holde smittetallet nede?

Regeringen har allerede opgraderet testkapaciteten og lavet en “Romer light”. Men man bør udvide testindsatsen til at omfatte personer, der i dagligdagen har mange eller tætte kontakter. Ud over personer ansat i sundhedsvæsenet, der allerede i dag er omfattet, gælder det fx personer i liberale erhverv som frisører og massører, butiksansatte og lignende. Og valide test for såvel smitte som antistoffer bør mod en rimelig betaling gøres tilgængelige for alle. Det kan være afgørende for adfærden både for den enkelte og for erhvervene.

Mht. åbningsstrategi bør det generelle princip være først at åbne der, hvor det giver relativt  høj økonomisk gevinst og lille forøget smittespredning. For med det stigende smittetal er vi henvist til gradvise åbninger i takt med, at vi lærer, hvor effektiv inddæmningsstrategien er.

Analyser indikerer, at der vil være en særligt stor gevinst ved at genåbne butikscentre, stormagasiner og dele af universiteterne - det kan gøres med relativt begrænset risiko for smittespredning. Disse bør åbnes først. Næst på listen står visse restauranter og måske lidt overraskende museer. Nederst på listen står store arrangementer, hvor mange mennesker står tæt sammen, fx koncerter og festivaler. Det kan tage lang tid, før sådanne arrangementer kan gøres helt frie, men måske kan man i en tidligere fase åbne for publikum, der kan dokumentere immunitet eller smittefrihed. Noget lignende kan midlertidigt indføres for rejser over landegrænser.

Den personlige påpasselighed med afstand og hygiejne har været vigtig, men risikerer at smuldre. Der bør stilles klare krav til virksomheder og institutioner vedr. antal kunder, tilgængelighed af håndsprit, rengøring osv. Erfaringerne fra hospitaler viser desværre også, at opfordringer til god hygiejne ikke er nok. Der skal en form for kontrol til. F.eks. som i dag hvor man i nogle forretninger har personale stående ved indgangen for at sikre afspritning af hænder mm. Der bør læres fra de stadig flere lande, der indfører maskepligt i f.eks. offentlige transportmidler og andre steder med mange mennesker.

Epidemien bør ikke kun holdes under kontrol af hensyn til sundheden, men i høj grad også af hensyn til økonomien. For det første kan en epidemi ude af kontrol føre til en zigzagkurs mht., hvilke erhverv der kan være åbne, og det vil være rigtig skidt for erhvervslivet. For det andet kan frygten for at blive smittet føre til selvvalgt tilbageholdenhed i erhvervsaktivitet og forbrug, hvilket kan være lige så slemt for erhvervslivet som påtvungne forbrugsbegrænsninger.

De bredere økonomiske konsekvenser

Den nødvendige gradvise åbning har også konsekvenser for den finanspolitiske strategi: Så længe forbrugerne pga. restriktioner er tilbageholdende i deres forbrug, har en ekspansiv finanspolitik meget begrænset effekt. Så den finanspolitiske stimulans må vente lidt endnu. Det betyder desværre også, at der ikke er udsigt til, at de økonomiske hjælpepakker til erhvervslivet kan udfases her og nu. Også på lidt længere sigt vil der være i øvrigt veldrevne virksomheder, der har behov for hjælp: De færreste lande har så solide statsfinanser som Danmark, så et globalt efterspørgselstilbageslag er forventeligt og vil i særlig grad ramme de eksporttunge industrier. Dansk erhvervsliv bør ikke være permanent på støtten, en effektiv konkurrence er en forudsætning for en velfungerende økonomi, men også på dette område må vi have en vis tålmodighed. 

Regeringen handlede klart og resolut i nedlukningen af Danmark og har klogeligt påbegyndt åbningen. Men tiden er nu også moden til at udarbejde en lige så klar og resolut strategi for den videre genåbning. En kombination af endnu mere omfattende testning og inddæmning, pålagt individuel påpasselighed og klart prioriteret åbning forekommer rimelig. Men da smittetallene er stigende, bør den Romerske bazooka ikke udelukkes.