Hvis man i forvejen har hang til middelsvære angstanfald midt om natten, så er Trumps ankomst i det hvide hus ikke en begivenhed der sikrer nattesøvnen yderligere.
Som spørgetiden i folketinget viste i går, aner de danske toppolitikere ikke hvad de skal sige eller gøre ved ’fænomenet’. Løkke mente at man skal tjekke mere grundigt om galskaben rækker hele vejen ud i praksis fra de tweets, som præsidenten er blevet så berømt for. Underforstået at der ’da må være en undergrænse for hvor langt ned USA kan synke’.
Og netop at det er USA – er det som er kernen. Personligt har jeg haft et livslangt kærlighedsforhold til landet, siden jeg som 15-årig boede tilbragte et år langt ude på prærien i det nordvestlige USA. Derfor er det som sker nu skuffende i et omfang jeg ikke forestillede mig mulig.
Det er netop ikke Yemen, Saudi-arabien eller Nordkorea, som i disse uger bryder enhver (historisk) logik i den førte politik. Det er USA, den frie verdens leder. Det land som kæmpede to gange på europæisk grund bl.a. mod facismen i forrige århundrede. Det land, som om nogen har brugt kræfter på at gennemtrumfe grundsubstansen af de rettigheder, der så klogt står udpenslet i den amerikanske forfatning, i resten af verden. Det land vi alle har set hen til i over hundrede år, når der var optræk til uretfærdighed og overgreb. Det land bryder nu med basale menneskerettigheder og vender sig ind ad i en isolationisme, som ingen politisk leder uden for USA lige nu aner hvordan skal håndteres.
Konsekvenserne er store i og med at små lande – og næsten alle lande er små i forhold til USA – per automatik over årene har vænnet sig til at justere sin politik ind efter nye præsidenters politik. Men hvordan justerer man ind efter en politik som er vendt imod én selv, og imod det man tror på?
Det næste spørgsmål er så om politiske ledere skal reagere med protest eller medløb på den nye politik? Så langt har de fleste valgt at undsige Trump i hans stop for muslimske rejsende fra syv arabiske lande. Ikke mindst Merkel har været klar og det er vigtigt fordi Tysklands historie rummer uhyggelige eksempler på det som kan ske, hvis man blindt slår hadet til hele samfundsgrupper over én kam.
Med det som lækagerne så langt har afsløret om Trump, skal vi næppe forvente at diplomatiske protester registreres efter hensigten. Trump ligner den person vi alle kender fra skolegården, som ligefrem får næring af modstand, og som bruger den til at hidse sig op til næste adrenalin-kick. Holder den beskrivelse er vi alle ilde stedt. What to do?
Vi kan sige følgende:
1) Vi behøver ikke vente – som Løkke foreslår – på at konstatere om manden er ligeså rabiat som han har givet udtryk for. Det ER han.
2) Vi behøver heller ikke vente at det stilner af. Hans vælgere – som det fremgik af New York Times i går – bakker op omkring politikken, her målt ud fra muslimstoppet. Selv Trump er ikke blind for at det handler om vælgerne, så han vil også af den grund fortætte.
3) Vi behøver heller ikke forvente at Putin og andre (mindre venlige) kræfter undlader at udnytte USA’s nyfundne isolationisme, og vil teste den til grænsen inden længe. Det kan betyde kriser i Europa, i Baltikum, Ukraine og Polen. Skrider Trump ikke ind der, vil vi europæere pludselig vågne op til en ny og langt mere scary verden.
I disse dage pågår der en intern magtkamp i USA’s administration om hvordan man skal håndtere Trumps politik. I går fyrede han justitsministeren fordi hun ikke ville acceptere hans politik. En politik som har fået både Lincoln og Jefferson til at rotere i deres grave. Men snart får han truet og banket sig til mere ro. ’My way or the high way’ er tilbuddet – og hans vælgere elsker det.
Men det er alligevel her at nøglen for os europæere ligger. Vi bør af alle kræfter, med alle til rådighed værende midler søge at argumentere vores vej til de kræfter, som omgiver præsidenten. Republikanere i kongressen, mere moderate i West wing osv. Hvor langt de end er fra det ovale værelse, ingen samtale og påvirkning er for lille. Den rene konfrontation skal spares til de virkeligt store slag (som det vi så senest med at forhindre muslimers adkomst til USA).
Desuden er dette måske endelig muligheden for at flere ser værdien i at EU står sammen som en mere fasttømret enhed? Et fredens projekt. Grækerne er ved – igen – at gå konk, det sker inden for tre uger, hvis ikke vi hjælper dem. Samtidig er de ved at gå i krig med Tyrkerne. Det er småting i forhold til hvad vi ellers skal håndtere.
Europa skal forberede sig på en nær fremtid, hvor vi passer bedre på os selv, og ikke helt så meget er afhængig af USA. Der er lang vej til et EU der kan operere selv, men vi bør påbegynde rejsen.
Samtidig med at vi hele tiden maser på med at påvirke den ’forvirrede kæmpe’ i alle led og til alle tider….hold godt fast all…nyd dagen Danmark…PEM
