Trump vandt, og det har taget mig en god uge at sunde mig over resultatet og forsøge at tænke konstruktivt herfra. Forvirringen har været stor, frustrationen og afmagten. Hvordan kunne amerikanerne falde så dybt? Amerikanerne? Guds eget land? Hvordan kunne de følge den massepopulisme, som i den grad plager os i Europa. Som demonstreret ved utallige valg, herunder senest vores egen afstemning om det retslige forbehold og Brexit.
Det er som om, at når en vestlig befolkning får muligheden for at stemme ’nej’, så gør den det også, per automatik.
Men midt i tristessen og afmagten, og fornemmelsen af, at disse ’Trump-mennesker’ ikke aner hvad de gør og hvor alvorlig en kurs de har sat, bør man nok holde sig følgende klart:
For det første var der tale om en demokratisk valghandling, præcis som med Retsforbeholdet og Brexit.
For det andet tyder alt på at utilfredsheden i den del af befolkningen, som stemte på Trump, har været fælt undervurdereret. Det vender vi tilbage til.
Og for det tredje var Hillary næppe så god en kandidat i USA, som hun var i Europa, eller i alt fald i mit hoved. Hun var kompromitteret, kvinde eller ej.
Tilbage til punkt nummer to, utilfredsheden hos vælgerne. Trumps vælgere var selvsagt mange, men kendetegnende for dem er at de tilhører de lavere indkomstgrupper, lavere uddannede og typisk bor uden for de store metropoler og deres bankende udvikling.
Der er tale om en utilfredshed med – hvad nogle kommentatorer lidt primitivt har kaldt – at de ikke har fået deres del af kagen igennem mange år. Det er korrekt. Intet sted er den rigeste top blevet mere forgyldt end i USA. Men det er mere end det.
Der er ligeledes tale om en angst for både fremtiden og fremskridtet. Som altid når historien fremavler angste mennesker er der politikere, som er klar til at samle dem op og høste stemmer på deres frustrationer. De lette løsningers tid er oprunden. Således også i USA.
Angsten for fremtiden kommer fra det simple faktum, at når man ser sine indtægtskilder tørre ud og dermed sine muligheder for at opfylde sine håb for sine børn og sig selv, så sniger de mere dyriske dele af det menneskelige sind sig ind på os. Panikken gør, så vil vi gerne have store ændringer – hurtigt. I 1930’erne udnyttede Hitler effektivt en tysk befolkning som uklogt blev holdt i lænker og armod af Versailles-traktaten, som blev indgået af de vindende magter efter 1. Verdenskrig. De hvide arbejdere i det Sydøstlige USA er et godt eksempel herpå, med deres nedlagte kulminer, mennesker med blikket stift rettet mod en overklasse, der taler om at klimaforandringerne betyder, at vind og sol er bedre end kul.
Og angsten for fremskridtet er selvsagt en indbygget del af angsten for fremtiden. Tidligere herhjemme skulle man som arbejder eksempelvis forholde sig til at et skibsværft lukkede. Det var så det årti. I dag skal den samme gruppe mennesker købe en ny Iphone hvert år for bare at kunne følge nogenlunde med, og kun de færreste i denne gruppe ser alt det som sker online som en blessing, de ser det snarere som et mørke som det er svært eller umuligt at navigere i.
Min konklusion fra valget i USA er følgende: Vi har i alt for lang tid undervurderet graden af angst og bekymring for denne del af befolkningen. Ja vi har alt for længe nærmest hovent peget fingre af den angste gruppe og talt nedladende om den. Latte-segmentet i byerne som den mest udtalte modpol. Og nu betaler vi prisen ved deres reaktion imod stort set alt. En reaktion der kommer i hele den Vestlige verden. Det har måske kunne gå så langt. Ærlig talt, lad være at Dansk Folkeparti er stort i Danmark og deres søsterpartier i resten af Europa. Jo jo, de vil ikke EU osv. men EU er ikke den frie verdens leder: Det er USA. Dér er skillelinjen, dér ligger for mit vedkommende det afgørende strå på kamelens ryg. Like it or not – i vor levetid er et USA i ubalance (Trump ER ubalance) lig med en verden i ubalance. Situationen er derfor helt ny efter Trump, som udnyttede angsten og agerede i sine taler på denne gruppe vegne, lokkede med en ny solidaritet – de blev pludselig set, han så dem!
Hvad er så svaret herfra?
Det er enkelt: vi er nødt til at tage den voksende gruppe af bekymrede mennesker langt mere alvorligt.
Lad mig spørge om en ting: kan det undre at Mette Frederiksens parti har mistet stemmer til Dansk Folkeparti gennem årene? Det er ikke kun udlændingepolitikken, som socialdemokraterne ikke tog alvorlig i 1980’erne og frem. Det er den samme gruppe borgere der har holdt ensidigt for i samtlige økonomiske reformer i de sidste mange årtier. Senest under Thorning fik de tæsk, alle dem som er på kontanthjælp, dagpenge og førtidspension. Samme grupper, som har stået for skud med nedskæringer som skulle presse dem til at komme ud og arbejde (og nu snakker vi om topskat), er dygtigt blevet samlet op af Dansk Folkeparti. Samme gruppe som valgte Trump sidste tirsdag.
Tiden er kommet til at politikerne skifter hovenheden ud og tager gruppens bekymringer og fremtidsangst så alvorligt, at dens medlemmer begynder at finde sig hjemme i de gamle partier. Det er den eneste politiske vej rundt om problemet, hvis man er medlem af S, V, K, RV og SF. Det vil koste på den effektive økonomiske politik, ja, det vil koste at sætte denne vælgergruppe i fokus igen.
Der er tale om et oprør, og med USA som det afgørende oprør. Disse mennesker føler sig svigtet, og at solidariteten fra samfundets side kølnet. Mantraet i Socialdemokratiet (og hos Demokraterne i USA) om at ’de alligevel ikke har andre steder at løbe hen’ bør endegyldigt begraves, hvis ikke den politiske aggressivitet skal komme helt ud af kontrol (og så har jeg endnu ikke talt om hvad deres angst betyder i forhold til synet på udlændinge) i årene fremover.
En ny tid er brudt frem med Trump, en afgørende tid: en tid hvor andre og mere samlende politiske kræfter bør forstå, at tiden til at genskabe det solidariske samfund, der kærer sig om de sidste, de angste, og dermed sikre stabiliteten i de vestlige samfund på sigt er kommet…Trump viste det, hvor crazy det end lyder…og føles…Take care Danmark..PEM
