Indlægget er bragt i Berlingske d. 20. november 2017.
De fleste indvandrere kommer til Danmark for at arbejde eller studere. Asylmodtagere og familiesammenførte har pga. de store flygtningestrømme tiltrukket stor opmærksomhed, men selv i 2016, hvor antallet af asylmodtagere og familiesammenførte var historisk højt, udgjorde de blot 19 pct. af den samlede indvandring. Arbejdssøgende og asylmodtagere påvirker dansk økonomi helt forskelligt, og derfor er en debat alene om ”for eller imod udlændige” unuanceret.
Asylmodtagere og familiesammenførte kan forventes at have en lav erhvervsfrekvens og i gennemsnit trække mere på de offentlige kasser end en gennemsnitlig dansker. Denne gruppe modtages af humanitære årsager. Om man lægger mest vægt på det humanitære hensyn eller den økonomiske omkostning er primært en politisk afvejning.
Udlændinge, der kommer til Danmark for at arbejde, påvirker derimod dansk økonomi positivt. Og udenlandsk arbejdskraft udgør en væsentlig del af det danske arbejdsmarked. I starten af 1990’erne udgjorde udenlandske statsborgere 2-3 pct. af samtlige beskæftigede, i dag knap 10 pct., og det er en blandet gruppe. Stadigt flere svenskere og tyskere grænsependler til Danmark hver dag. Og blandt dem, der bor i Danmark i kortere eller længere tid, er særligt gruppen fra ”nye” EU-lande stigende.
Specielt landbruget har en høj andel udenlandske ansatte, og stigningen i andelen af udenlandsk arbejdskraft har været særligt høj i Syd- og Midtjylland samt i Hovedstadsområdet. Dét interesserer os i Kraka-Deloitte-samarbejdet ”Small Great Nation”, der både analyserer erhvervsliv og sammenhængskraft i Danmark.
Internationale analyser tyder, jf. Det økonomiske råd, på, at international arbejdskraft ikke alene i sig selv bidrager til værtslandets BNP, det forbedrer også produktiviteten og dermed gennemsnitsindkomsten for ”indfødte” i værtslandet. Dertil kommer, at gruppen på bundlinjen bidrager positivt til de offentlige finanser.
Vi er på vej ind i en højkonjunktur, hvor virksomhedernes efterspørgsel efter arbejdskraft stiger. Det er godt, men arbejdsmarkedet er presset, og udenlandsk arbejdskraft kan afhjælpe flaskehalse.
Arbejdsmarkedsreformer har i de seneste årtier betydet, at arbejdskraftreserverne er reduceret: færre er på kontanthjælp, på dagpenge, på efterløn, og det er blevet betydeligt sværere at få tilkendt førtidspension. Dette har forøget arbejdsstyrken, beskæftigelsen og velstanden, men det betyder også, at der er færre indenlandske arbejdskraftreserver at trække på under en højkonjunktur.
Hvis virksomhederne ikke kan tiltrække kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, vil lønningerne stige hurtigt. Det forringer konkurrenceevnen, og højkonjunkturen vil brænde hurtigt ud. Alternativt skal der slås hårdt på det finanspolitiske ror, og så kan vi, lidt forenklet, se frem til en periode med højere skatter og/eller lavere offentlige udgifter og dermed lavere offentligt serviceniveau.
Flere forhold peger nu i retning af, at tilgangen til udenlandsk arbejdskraft er utilstrækkelig. I en dugfrisk rundspørge udført blandt DI’s medlemmer svarer størstedelen, at deres største udfordring er at tiltrække kvalificeret arbejdskraft.
Samtidig faldt antallet af personer, der indvandrede pga. lønarbejde fra 2015 til 2016 for første gang siden 2010. Forhåbentlig er det blot en lille krusning – men det bør vække bekymring. Op mod finanskrisens udbrud steg denne gruppe nemlig markant og bidrog dengang til at køle det ophedede arbejdsmarked lidt.
Det således vigtigt at bevare nuancerne i indvandrerdebatten. En politisk-økonomisk bekymring over antallet af asylmodtagere og familiesammenførte bør ikke ”smitte af” på arbejdsmarkedspolitikken og begrænse virksomhedernes muligheder for at tiltrække udenlandsk arbejdskraft.