Indlægget er bragt i Berlingske Business d. 1 maj 2017.
Regeringen forventes snart at barsle med et forslag til en ny tilskudsordning, som skal sikre høj kvalitet og erhvervsrelevans på universiteterne. I dag aflønnes universiteterne primært efter antal studerende, og de tilskyndes dermed til at være pølsemaskiner, der producerer mange studerende uden særlig skelen til deres kvalitet. Samtidig betyder høje indkomstskatter, at studerende lægger for lille vægt på jobmuligheder og løn ved valg af uddannelse.
Resultatet er, at vi i dag uddanner mange kandidater med lav samfundsøkonomisk værdi. I Kraka har vi udarbejdet en tilskudsmodel, der belønner uddannelser, der uddanner kandidater med høj værdi for samfundet.
Tilskuddet til de lange videregående uddannelser bør delvist afhænge af dimittendernes gennemsnitlige erhvervsindkomst justeret for de unges faglige og sociale udgangspunkt, når de begynder på deres uddannelse.
Universiteterne tilskyndes derved til at øge fagligheden og justere optaget til fordel for studier med høj samfundsøkonomisk værdi. Dygtige og værdifulde dimittender har nemlig høj erhvervsindkomst. Justeringen betyder, at uddannelserne belønnes for at løfte de studerendes samfundsøkonomiske værdi, og ikke blot for at tiltrække mange 12-tals studenter og få med et svagt udgangspunkt.
Reformen vil medføre en omfordeling af tilskud fra humanistiske, teologiske, jordbrugsvidenskabelige og kunstneriske uddannelser til samfundsvidenskabelige, sundhedsfaglige og tekniske uddannelser.
Uddannelser som kunsthistorie, etnografi og filosofi ligger mere end 100.000 kr. under gennemsnittet af dimittendindkomsten justeret for baggrundsforhold. Hvis tilskuddet sættes til 10 pct. af erhvervsindkomsten i de første fem år efter dimittendtidspunktet, vil de skulle afgive omtrent 60.000 kr. pr. studerende i forhold til i dag. Uddannelser, der som tandlægestudiet, revisoruddannelser og medicin ligger mere end 100.000 kr. over, vil modtage omtrent 60.000 kr. mere pr. studerende.
Når der bliver uddannet færre på eksempelvis humaniora, vil overudbuddet af disse efterhånden reduceres, og deres løn vil stige. Tilsvarende vil lønnen for eksempelvis læger tilpasse sig nedad. Kandidaterne fra forskellige uddannelser får således efterhånden mere ensartet værdi for samfundet.
Og med en erhvervsrettet tilskudsordning kan detailreguleringen af universiteterne reduceres, så universiteterne får større frihed til at bestemme optag og tilrettelægge undervisning.
Forslaget bør dog indfases gradvist, så universiteterne får tid til at reformere uddannelserne og dermed øge kandidaternes værdi på arbejdsmarkedet, og så erfaringer kan høstes. I takt med at effekterne indfinder sig, kan erhvervsindkomsterne tillægges større vægt i bevillingerne, og modellen kan udbredes til de korte og mellemlange videregående uddannelse og til erhvervsuddannelserne.
Fra politisk hold kan der være et ønske om en faglighed, som typisk ikke belønnes på arbejdsmarkedet f.eks. indsigt i kultur, demokrati og samfundsforhold. Det kan i givet fald opnås ved at stille krav om, at de studerende undervises i fag, som er rettet specifikt mod sådanne mål. Sådanne særordninger bør dog være sjældne undtagelser fra det generelle system.
Der uddannes stadigt flere universitetskandidater, men ikke alle er lige værdifulde for samfundet. Vores tilskudsmodel sikrer med et markedsbaseret system kandidater med høj faglighed og høj værdi for samfundet.