Ambitionen om at spare 30.000 offentlige årsværk med AI lyder tillokkende, men bygger på et usikkert grundlag. Når forskningen er splittet, og teknologien stadig fejler, bør politikerne træde varsomt.
Kort før sommerferien fremlagde Regeringen, KL og Danske Regioner et målbillede for udrulning af AI i den offentlige sektor. Heraf fremgår det, at der frem mod 2035 skal frigøres 30.000 årsværk i den offentlige sektor frem mod 2035 –hvoraf en væsentlig andel skal frigøres allerede inden 2030.
Parterne angiver selv, at målet er ambitiøst – og det hælder vi til at give dem ret i. Mange spørgsmål trænger sig på: Hvad ligger til grund for parternes beslutning om måltallet? Og er det realistisk?
Målbilledet indeholder kun sparsom information om vidensgrundlaget, der er brugt til at fastsætte målbilledet.
Det er problematisk. For der er stor uenighed blandt eksperter om, hvor meget arbejdstid ny teknologi kan erstatte.
I en undersøgelse spurgte Kraka og Deloitte sidste år fx 18 førende AI-eksperter, hvor meget arbejdstid, der kan automatiseres. De seks mest optimistiske eksperters svar indebar, at 70 pct. af danskernes arbejdstid kunne automatiseres, mens de seks mest pessimistiske eksperter mente, at det var 21 pct.
Spændet er altså stort – og det understreger, hvor vigtigt det er, hvilke eksperter og studier der har været lagt til grund for målbilledet.
Et andet vigtigt aspekt er, at der ofte er stor forskel på de “tekniske” automatseringspotentialer, som opgøres i mange undersøgelser, og de “faktiske” potentialer, som viser sig, når teknologien implementeres i praksis.
Et eksempel fra målbilledet er brugen af AI til at finde relevante dokumenter i forbindelse med aktindsigt. Det lyder umiddelbart effektivt – men kunstig intelligens kan, ligesom mennesker, begå fejl. Spørgsmålet er, hvilken fejlrate vi som samfund er villige til at acceptere, når det handler om borgernes mulighed for at føre kontrol med magthaverne. Skal embedsmænd alligevel kontrollere om alle relevante dokumenter er fundet frem? Og hvor meget arbejdstid kan der så reelt
spares?
Tidligere studier har også vist, at samarbejdet mellem mennesker og AI kan være svært at få til at fungere i praksis. Ét studie viste, at radiologer, der fik hjælp fra en AI, som i gennemsnit var bedre end dem, til tider stolede for meget på systemet. Det førte til lavere kvalitet i nogle diagnoser – og det tog længere tid til at stille dem. Samarbejdet øgede altså ikke produktiviteten.
Politikerne bør derfor overveje, om de i tilstrækkelig grad har været opmærksom på forskellen mellem tekniske og faktiske potentialer. Et andet centralt spørgsmål er, om man kan nå at frigøre en ’væsentlig andel’ af de 30.000 jobs allerede inden 2030. Parterne peger selv på nuværende begrænsninger i forhold til de juridiske rammer, datatilgængelighed og mangel på kompetencer på tværs af den offentlige sektor. Den hurtige implementering virker – med parternes egne ord – ambitiøs.
Der er ingen tvivl om, at kunstig intelligens kan spare arbejdstid i den offentlige sektor. Men samlet set bør politikerne være meget opmærksomme på forudsætningerne for deres mål – så stillinger ikke nedlægges hurtigere end teknologien tillader.
