Med den seneste mellemfristede fremskrivning har Finansministeriet igen lavet en betydelig opjustering af det finanspolitiske råderum, som det også var tilfældet sidste år med Konvergensprogram 2023. Denne gang er løftet på godt 11 mia. Opjusteringerne har trukket tæppet væk under den krisefortælling, som SVM-regeringen startede sin regeringstid med, og i stedet givet den et nyt, mere luksuriøst politisk problem: Hvad skal alle de mange mia. bruges på?
Men det behøver de nuværende politikere faktisk slet ikke svare på – ja faktisk kunne de gøre fremtidens politikere en tjeneste ved at holde fingrene væk fra de nye mia. i det bugnende råderum.
For det første er frit råderum, der ikke er politisk øremærket, en uvurderlig ressource, en slags olie der får det politiske maskineri til at køre rundt. Den ressource bør også være tilgængelig til politikerne om 3 og 5 år, og derfor giver det mening at en del af råderummet holdes udisponeret.
For det andet er der ikke brug for ekspansiv finanspolitik i disse år. Uanset hvad man ønsker at bruge råderummet på, fx lavere skat eller velfærdstiltag, så bør man være tilbageholdende med at lægge mere pres på dansk økonomi, der i øjeblikket sejler for fuld damp. Ellers risikerer man, at inflationen vender tilbage.
Råderumsopjusteringerne giver også en mulighed for at tilbagerulle den helt uhørte finanspolitiske manøvre, man lavede med det nationale kompromis om forsvarsudgifter, som udelukkende blev gældsfinansieret, da man lempede budgetlovens underskudsgrænse og sænkede saldomålet i 2030 fra balance til -0,5 pct. af BNP i underskud. Ved at løfte saldoen i 2030 forbedres saldoen også i den efterfølgende årrække, hvor der er udsigt til underskud, der overskrider budgetlovens grænse. Dermed fjernes en finanspolitisk opgave der i dag ligger hos fremtidens politikere.
Ved at gemme det øgede råderum væk – enten eksplicit som reserve eller i form af ovenstående saldomålsændring – vil man samtidig også være endnu bedre forberedt til når en lavkonjunktur rammer. Med lav offentlig gæld og frit råderum er der stor valgfrihed i den økonomiske værktøjskasse til at afbøde den næste krise.
Et delvist udisponeret råderum forhindrer ikke at politikerne nu og her i at bruge penge. Dels er der allerede afsat mange mia. til prioriteter i 2030-planen, som man kan tage fat på som varige udgifter. Samtidig er der fortsat rum til engangsudgifter til fx militært isenkram eller andre offentlige investeringer – her er det spørgsmålet om kapacitet i økonomien og risikoen for inflation, der sætter grænserne, snarere end de offentlige finanser.
I sidste ende er det politikerne der skal beslutte, hvad der skal ske med pengene i råderummet – hvis ikke de bruges, går de stadig til noget, nemlig at nedbringe den i forvejen beskedne offentlige gæld. Men i den nuværende situation er der ikke noget hastværk med at få sat navn på det udvidede råderum – der skal også være lidt olie som kan dryppes på maskinen de kommende år.
Debatindlægget er bragt på Finans.dk den. 28. maj 2024.
