Argumenterne for millionærknækket er svage
Bør vi have et ”millionærknæk” i ejedomsværdiskatten eller ej? Det er en af de centrale knaster i de aktuelle politiske forhandlinger om fremtidens boligskattesystem.
Debatindlægget er udarbejdet i samarbejde med notatet "Millionærknæk i ejendomsværdiskatten", der kan findes her
Politisk argumenteres for et millionærknæk ud fra et fordelingshensyn. Og fagøkonomisk argumenteres for, at der bør være progression i ejendomsværdiskatten for at sikre symmetri med andre dele af skattesystemet. Men argumenterne er ikke overbevisende.
Afkastet af aktiver, herunder bolig, aktier, opsparing, m.m., bør ideelt set beskattes med samme sats. Hvis satserne er forskellige forøges opsparingen i visse aktiver på bekostning af andre – det er ikke samfundsøkonomisk hensigtsmæssigt.
Der er imidlertid et knæk i aktieskatten. Således er satsen 27 pct., hvis afkastet er mindre end 51.700 kr. og 42 pct., hvis afkastet er større. Knækket bryder med grundprincippet om ensartet aktivbeskatning, men man tåler det nødtvunget pga. det såkaldte hovedaktionærproblem: Hvis beskatningen af lønindkomst og aktieafkast er forskellig, vil en virksomhedsejer kunne reducere sin skattebetaling ved at lade virksomhedens overskud komme til udbetaling i form af aktieafkast frem for i form af løn.
En tilsvarende problematik eksisterer ikke for boliger, så hovedaktionærproblemet er ikke i sig selv et argument for en progressiv ejendomsværdiskat.
Men hvis man på trods heraf ønsker, at ejendomsværdiskatten afspejler knækket i aktieskatten, skal millionærknækket ligge ved en boligværdi på 1,3 mio. kr. Boligværdier under 1,3 mio. kr. bør beskattes med godt én pct., mens boligværdier over dette niveau bør beskattes med mellem halvanden og to pct. Det vil betyde, at ca. 70 pct. af ejere af enfamiliehuse vil ligge over grænsen for millionærknækket. Et knæk i nærheden af 3-6 mio. kr. og de satser, der aktuelt diskuteres, er således meget langt fra at sikre symmetri i forhold til aktieskatten.
Hvad så med fordelingen?
Vi har progression i indkomstskatten for at sikre en mere lige fordeling – det er et fair politisk valg. Og man kan politisk også ønske en vis progression i beskatningen af afkastet af aktiver.
Men hvis vi laver progressiv beskatning af afkastet af aktiverne hver for sig, forvrides opsparingsbeslutningen: Skattesystemet vil derved tilskynde til, at man fordeler sin opsparing på forskellige aktiver, for at holde sig under progressionsgrænserne. Det er samfundsøkonomisk uhensigtsmæssigt.
Hvis man ønsker en progressiv beskatning af aktiver, vil det principielt rigtige være at lægge afkastet af alle den enkeltes aktiver sammen og beskatte dette progressivt. Det vil dog være et fundamentalt opgør med den nuværende metode at beskatte aktiver på.
Der er således ikke gode symmetriargumenter for millionærknækket og slet ikke på det niveau, som aktuelt diskuteres. Og hvis man ønsker at forfølge fordelingsmål i aktivbeskatningen, er en progression på aktiverne, herunder boligen, hver for sig en uheldig løsning.
Her og nu er det derfor bedre at droppe millionærknækket, men til gengæld sætte satsen højere end én pct., eller så højt det nu er politisk muligt.