Resultatet af at lade stå til er ikke status quo, når det kommer til velfærd

De færreste vil formentlig sige nej til bedre offentlig service. Hvem ønsker ikke bedre plejehjem og daginstitutioner? Det er bare ikke så nemt, for mere offentlig velfærd koster flere penge.

Men det er ikke nødvendigvis ligetil at levere tidssvarende offentlig service. Kernen af udfordringen er den såkaldte Baumol-problematik. Den dækker over det forhold, at de offentlige lønninger stiger hurtigere end den offentlige produktivitet. Det skyldes, at det er sværere at opnå produktivitetsforbedringer i offentlige serviceydelser som fx ældrepleje eller børnepasning end i privat vareproduktion, og fordi lønstigninger, der svarer til udviklingen i det private, er nødvendige for at kunne tiltrække personale.

Pga. Baumol-problematikken vil offentlige serviceydelser målt i mængder og kvalitet vokse mindre end privat forbrug, hvis ikke skattetrykket skal stige over tid. Med Finansministeriets såkaldte neutrale fremskrivningsprincip holdes skatterne i ro, og der afsættes et konstant antal arbejdstimer pr. bruger i den offentlige velfærd. Men det betyder også, at væksten i det offentlige forbrug er mindre end væksten i det private forbrug.

Det er et rimeligt princip ud fra en betragtning om, hvad nuværende generationer skal betale og kan få uden at efterlade et hul i statskassen til fremtidige generationer. Men betyder det, at den hellige grav dermed er velforvaret? Vil kommende generationer af ældre forvente det samme som de nuværende ældre, der blev født før velfærdssamfundet? Man kan jo spørge sig selv, om man fx vil være tilfreds med at få et bad én gang om ugen, når man selv kommer på plejehjem om 10, 20 eller 50 år. Utilfredsheden er tydelig mange steder allerede i dag.

I en af Krakas nylige analyser har vi givet et bud på forventningernes størrelse. Det er et relevant sammenligningspunkt i diskussionen om fremtidens offentlige sektor. Det kan kræve 100 mia. kr. ekstra årligt i 2050 svarende til knap 3 pct. af BNP, hvis man i stedet for det neutrale fremskrivningsprincip lader det offentlige forbrug følge det private i kvalitet og mængder. Men hvad er egentlig borgernes ønsker og forventninger til velfærden? Det kender vi faktisk ikke svaret på. 

Det hjælper dog næppe til at få forventninger og virkelighed til at passe sammen, når politikere lover store forbedringer, uden at midlerne følger med. Et eksempel er regeringens ældrereform, hvor statsminister Mette Frederiksen beskrev, hvordan SOSU’en nu kunne få tid til at drikke kaffe i solen med de ældre. Reformen, hvis succesfuld, kan fjerne nogle administrative byrder, men den tilfører kun 1 mia. årligt ekstra til området. Det kan lyde af en del, men det svarer til ca. 1.100 kr. pr. borger over 70 år – eller omkring 20 minutters ekstra SOSU-tid pr. ældre om måneden.

Det er næppe heller hjælpsomt at lægge op til at forlænge fortidens velfærdssamfund med brædder. Et eksempel her er Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), som lægger op til at anvende Finansministeriets neutrale fremskrivningsprincip som udgangspunkt for folks forventninger til velfærd. AE argumenterer med, at historisk har udviklingen i offentligt forbrug fulgt dette fremskrivningsprincip. For det første bygger regneprincippet ikke på modeller for, hvad borgernes ønsker, og forventninger er, og den tager ikke hånd om Baumol-udfordringen.

For det andet har udviklingen i det offentlige forbrug over en længere historisk periode ledende op til nu i dette årtusinde ikke bare fulgt Finansministeriets fremskrivning, men også stort set vores forventningsjusterede træk. De to har nemlig nærmest været sammenfaldende, fordi det private forbrug i perioden ikke er fulgt med produktiviteten op, ikke mindst som følge af store stigninger i opsparingsoverskuddet. Fremadrettet kan man ikke forvente, at opsparingsoverskuddet fortsætter med at stige fra sit rekordhøje niveau, og dermed bliver forskellen mellem de to træk fremadrettet betydelig.

For det tredje indeholder det offentlige forbrug elementer, som ikke giver velfærd i klassisk forstand. Udgifter til forsvaret tæller også som offentligt forbrug og er historisk set faldet efterhånden, som den kolde krig fortonede sig i horisonten. Det har givet mere velfærd uden, at man har brugt flere penge som andel af BNP. Nu går det den anden vej med forsvarsudgifterne, og hvis man fortsat bruger en konstant andel af BNP på offentligt forbrug, vil det resultere i relativt færre penge til pleje, sundhed og uddannelse.

Derfor må man gå til sagen med friske øjne. Resultatet af at lade stå til er ikke status quo som kendt fra de seneste 30 år. Hvis ikke forventningerne mødes af den offentlige sektor, vil de som har råd, vende sig mod det private marked. Vi ser allerede i dag stor vækst i omfanget af private sundhedsforsikringer og brug af fx privatskoler. Det kan være fint nok, men det er væsentligt at det sker på baggrund af en seriøs forventningsafstemning mellem borgere og politikere og en klar prioritering af, hvilke opgaver der løses offentligt, og hvilke der må tilkøbes privat.

Debatindlægget er bragt i Altinget den 13. marts 2024.