Kort inden påske opgav regeringen endegyldigt at få vedtaget den velfærdslov, der skulle have forpligtet finanspolitikken til som minimum at øge det offentlige forbrug i takt med udviklingen i befolkningen. Først og fremmest flere ældre. Men den økonomiske udfordring ved flere ældre – det såkaldte demografiske træk – er uændret, og det er urealistisk at tro, at den kan løses uden flere penge. De politiske udmeldinger går generelt på, at velfærden skal bevares eller forbedres, og opbakningen bag en fortsat vækst i det offentlige forbrug er sådan set til stede. Alligevel faldt velfærdsloven.
Én forklaring kan være, at velfærdsloven optog for meget af det sparsomme råderum. Som Kraka tidligere har beskrevet, brugte det nye forsvarsforlig den sidste rest af råderummet frem mod 2030, hvis man samtidig indførte velfærdsloven. Dermed var der udsigt til otte finanslove uden mulighed for yderligere tiltag, der ikke samtidig blev finansieret. Ved ikke at indføre velfærdsloven får politikerne på papiret pengene til flere ældre til disposition.
Asymmetri mellem loven og de politiske ambitioner
Spørgsmålet er, hvor stor, reel betydning velfærdslovens fald får. Den finanspolitiske udfordring, som det demografiske træk udgør, har ikke rykket sig en tomme. Ingen partier har officielt ændret deres velfærdspolitik, og velfærdsloven rakte ikke til de politiske udmeldinger.
Hvis der ønskes en tidssvarende velfærd, der følger med fremgangen i det øvrige samfund, kan man ikke nøjes med blot at kompensere for befolkningspresset. Velfærdslovens minimum var altså i den lave ende ift. politiske udmeldinger om vækst i offentligt forbrug. Forsøg på at stemple loven som garant for et højt forbrug er ude af trit med tingenes tilstand.
Opadgående pres på offentligt forbrug
Velfærdsloven ville til gengæld have frataget landspolitikerne nogle PR-mæssige frihedsgrader, som har været heftigt benyttet de senere år. Uden en velfærdslov kan penge fra råderummet præsenteres som »nye penge« og et »løft« af for eksempel sundheds eller ældreområdet, selvom man blot dækker det demografiske træk. Det havde givet færre milliarder at prale af efter finanslovforhandlingerne. Behovet for at kunne præsentere resultater fra finansloven kunne have givet et pres ift. at øge det offentlige forbrug.
Der er endnu en grund til, at Velfærdsloven kunne have øget offentligt forbrug. Forhandlingerne med kommuner og regioner var blevet sværere med en lovgaranteret vækst i det offentlige forbrug. Velfærdsloven ville være blevet et nyt forhandlingsudgangspunkt, som kunne gøre det næsten umuligt at få især kommunerne til at acceptere stramme aftaler ad frivillighedens vej.
I sidste ende er det politiske prioriteringer og ikke velfærdslov eller ej, som afgør væksten i det offentlige forbrug. Et flertal for lav vækst i det offentlige forbrug kunne bare afskaffe Velfærdsloven igen. Det er derfor naivt af tilhængerne af loven at tro, at den havde været en garant for den offentlige velfærd. Omvendt har modstanderne nok overvurderet hvor stor en sejr, de har vundet ved, at loven ikke bliver til noget.
