Indkomstmobiliteten forringes i Danmark

Indlægget er bragt på www.altinget.dk den 16 januar 2017

Et nyt studie fra Kraka viser, at indkomstmobiliteten i Danmark er reduceret over de seneste ti år. Dvs. der er kommet en stærkere afhængighed mellem en persons indkomst og dennes forældres indkomst. Et andet nyligt dansk-amerikansk studie med bl.a. nobelpristageren Heckmann som forfatter viser, at der nu ikke er væsentlig forskel på den sociale mobilitet i Danmark og USA. Det er et samfundsøkonomisk problem for Danmark.

Det sidste studie er overraskende al den stund, at det er et centralt formål for velfærdsstaten at sikre, at også personer med en svag familiebaggrund får muligheder for at realisere deres fulde potentiale. Krakas studie viser, at det lykkes i stadig mindre grad i Danmark.

Den sociale mobilitet i Danmark – målt som indkomstmobilitet – er reduceret i perioden 2001 til 2012 og særligt fra 2007 og frem. Konkret er sandsynligheden for at være i en højindkomstfamilie – dvs. blandt de 20 pct. rigeste – som voksen, hvis man er vokset op i en lavindkomstfamilie – dvs. blandt de 20 pct. fattigste – faldet fra 12,5 pct. til 10 pct. Det vil sige, der har været en reduktion i sandsynligheden på knap 20 pct. På den anden side er sandsynligheden for at være i en højindkomstfamilie som voksen, hvis man er vokset op i en højindkomstfamilie steget fra 32 til 35 pct. Det svarer til en stigning på knap 10 pct.

Ud fra en samfundsøkonomisk betragtning er det uheldigt, hvis en person har gode evner, men pga. en svag familiebaggrund ikke udfolder sit potentiale og derfor som voksen bidrager mindre til samfundet. For den enkelte er det et tab, hvis man ikke opnår den indkomst ens evner tilsiger. For alle andre er det et tab, fordi vedkommende bidrager med lavere skattebetalinger og lavere produktivitet. Der er derfor gode samfundsøkonomiske argumenter for at stræbe efter en høj social mobilitet, dvs. fx en forholdsvis svag afhængighed mellem forældres og børns indkomst.

Den sociale mobilitet kan eksempelvis blive lav, hvis der ikke foretages samme investering i børn af økonomisk svagere stillede forældre som i børn af stærkere forældre. Det kan være, hvis svagere forældre investerer mindre tid eller færre ressourcer i at styrke deres børns kvalifikationer fx i form af lektiehjælp eller generelt fokus på vigtigheden af uddannelse. Derved kan børn af økonomisk dårligt forældre få ringere muligheder for at uddanne sig, hvilket typisk resulterer i en lavere indkomst som voksne.

Selvom det er er samfundsøkonomiske fordele ved høj social mobilitet, kan indsatsen for at opnå dette være forbundet med en omkostning, der bør afvejes over for gevinsten. Ud fra en snæver økonomisk betragtning er eksempelvis fuld social mobilitet derfor næppe optimalt. Ud fra en politiske fordelingsmålsætning kan man dog vælge at have et mål om en højere social mobilitet, end hvad der er snævert økonomisk optimalt.

Årsagerne til den faldende sociale mobilitet i Danmark er ikke velbelyste, og dermed heller ikke midlerne – og de tilhørende omkostninger – til at ændre situationen. Men analyserne indikerer, at velfærdsstaten i stigende grad misser et af sine centrale formål.

Det er en udfordring, som man på Christiansborg bør tage alvorligt.