Udbudspolitikken har samlet set været en succes

Indlægget er bragt i Politiken d. 1. august 2019

I sit indlæg i Politiken d. 23. juli fremsætter Jesper Jespersen (JJ) en række misvisende påstande om den førte økonomiske politik de seneste godt ti år, som har haft stort fokus på at øge arbejdsudbuddet. Centralt står påstanden om, at reformerne ikke har virket efter hensigten og samtidig har medført højere ungdomsarbejdsløshed. Økonomer beskyldes endvidere for at være styret af en dogmatisk tilgang til økonomisk politik, som handler om at hæve arbejdsudbuddet, koste hvad det vil.

Lad os tage det sidste først. Det er decideret forkert, at økonomer mener, at målet med den økonomiske politik er at have et så højt arbejdsudbud som muligt. Men fra starten af 00’erne stod det klart, at den eksisterende indretning af velfærdsstaten ikke var økonomisk holdbar, hvilket blandt andet skyldtes en fremtid med flere ældre, flere unge og dermed relativt færre på arbejdsmarkedet til at betale skat. Der var reelt kun to mulige måder at løse problemet på: enten at skære markant i velfærdsstaten eller at forøge arbejdsudbuddet. Det store fokus på arbejdsudbud er således et middel til at kunne opfylde politikernes ønske om at bevare velfærdsstaten nogenlunde på det niveau, vi kender. Efter denne målestok har udbudspolitikken samlet set været en succes: Den offentlige økonomi er igen holdbar på sigt, noget som næppe havde været muligt uden reformer.

Og så til det med de faktiske tal. I indlægget spørger JJ, om der dog ikke er en økonom, der kan finde tid til at kigge i data for det danske arbejdsmarked, og man må forstå, at økonomstanden generelt lever i et tomt, teoretisk rum, fuldstændigt afkoblet fra virkeligheden. Det er – heldigvis – ingenlunde tilfældet, så lad os se på nogle af tallene. JJ sammenligner i sit indlæg en række tal fra 2008 med tal fra 2018. Hovedtesen synes at være, at fordi erhvervsfrekvensen (andelen i aldersgruppen 15-74, som står til rådighed for arbejdsmarkedet) ikke er højere nu end dengang, er det ensbetydende med, at reformerne har fejlet. Sandheden er dog, at erhvervsfrekvensen går op og ned med konjunktursituationen – i gode tider er der flere, der deltager på arbejdsmarkedet end i dårlige. Derfor er det i bedste fald misvisende og i værste fald decideret uredeligt at tage udgangspunkt i tal fra 2008, hvor Danmark stod på toppen af en højkonjunktur og havde en beskæftigelsesfrekvens, der var den højest målte nogensinde. Sammenligner man i stedet med 2013 er det gået markant fremad, og sammenligner man med 2005 er billedet ret uændret. Samtidig bør enhver dom over ført politik forholde sig til det kontrafaktiske alternativ: Hvad ville der være sket, hvis man ikke havde gennemført reformer?

Dette bringer os til de unge. JJ påstår, at det øgede arbejdsudbud blandt de ældre som følge af ændringer i efterlønnen har skubbet de unge ud i arbejdsløshed. Det er dog ikke korrekt, at ungdomsarbejdsløsheden i Danmark er langt højere i dag. Faktisk er ungdomsarbejdsløsheden (16-24 årige) nu tilbage på niveau med årene før krisen, efter at have været fordoblet i en periode. Det er derimod rigtigt, at både erhvervsfrekvensen og beskæftigelsesfrekvensen for unge er faldet markant de seneste ti år – JJ nævner 10 procentpoint for de 15-34 årige – men det dækker over en voldsom stigning i antallet af personer under uddannelse. I perioden steg antallet af personer, der modtager SU med omkring 120.000, eller en stigning på knap 60 pct. Det forklarer stort set hele faldet i beskæftigelsesfrekvensen for de unge. At flere unge tager en uddannelse er samtidig en udvikling, som må anses for yderst positiv og som næppe har ret meget med udbudsreformerne at gøre. Og udviklingen for de unge peger på, at hvis man ikke havde gennemført udbudsreformer af efterløn mv., ville den samlede erhvervsfrekvens i perioden være faldet endnu mere.

Betyder det, at alle de gennemførte reformer har været ubetingede succeser? Selvfølgelig ikke! De fleste reformer har også negative effekter, og det er grundlæggende en politisk afvejning, om de samlet set er ønskelige. Samtidig er der nogle af reformerne, hvor der er større usikkerhed om, hvor store effekterne har været indtil videre og bliver, når de slår fuldt igennem. Det er helt fair at have en politisk diskussion om afvejningen af positive og negative effekter af de enkelte reformer, ligesom man kan have en fornuftig faglig diskussion af vurderingerne af, hvor meget de øger arbejdsudbuddet, hvor hurtigt effekterne på beskæftigelsen viser sig, og hvor store de negative effekter er. Det er dog en fordel, hvis diskussionen ikke præges af både misvisende fakta og fordomme om økonomstanden – de fleste økonomer er faktisk ikke helt så dogmatiske og verdensfjerne, som nogle går og tror.